Der findes en længsel, man sjældent siger højt.
En længsel, der føles grim, forkert og næsten umenneskelig.
Længslen efter, at det hele bare skulle forsvinde.
Efter en skilsmisse taler vi ofte om samarbejde, rummelighed og at være voksne.
Om at finde ro i det nye.
Om at komme videre.
Men der er også noget andet.
Noget, der kan leve i kroppen i årevis.
Selv efter ti år.
Længslen efter at slippe fri af den familie, man aldrig længere er en del af, men som man stadig er bundet til.
Ikke fordi man ønsker dem ondt.
Men fordi båndet aldrig helt giver slip.
Det er som en indre “abefamilie” –
instinkter, hierarkier, gamle roller, magtkampe og loyaliteter,
der bliver ved med at trække i én, længe efter relationen er ophørt.
Som om kroppen stadig står i alarmberedskab.
Som om nervesystemet ikke har fået beskeden om, at det er slut.
Længslen efter at “slå abefamilien ihjel” er i virkeligheden længslen efter stilhed.
Efter ikke længere at skulle forholde sig.
Efter ikke længere at blive trigget.
Efter ikke længere at være en del af et system, man ikke kan træde ud af – fordi børnene binder én fast.
Det er en længsel efter autonomi.
Efter at eje sit eget liv uden konstant resonans af det gamle.
Efter at kunne trække vejret uden at mærke den andens blik, mening eller tilstedeværelse i baggrunden.
Og den længsel forsvinder ikke nødvendigvis med tiden.
Nogle gange bliver den mere stille.
Andre gange blusser den op – helt uventet –
og minder én om, hvor dybt relationelle bånd sætter sig i kroppen.
Der er skam i den længsel.
For man må jo ikke have den.
Man burde være videre.
Man burde være taknemmelig.
Man burde have sluppet.
Men sandheden er, at nogle bånd ikke bare kan tænkes væk.
De skal mærkes færdige.
Og nogle gange tager det et helt liv.
At indrømme længslen efter at få det hele til at forsvinde,
er ikke det samme som at handle på den.
Det er at anerkende, hvor meget der stadig lever i én.
Hvor meget man har båret.
Og hvor meget man stadig forsøger at regulere.
Måske handler helhed ikke om at elske det hele.
Måske handler det om at turde se det, der stadig gør ondt –
uden at gøre sig selv forkert for det.
For længslen efter at få fred
er ikke ond.
Den er menneskelig.