I mange år har jeg tænkt, at jeg måske var lidt forkert eller underlig. Når jeg mærkede uro eller afstand i mødet med andre mennesker, troede jeg ofte, at det handlede om, at de ikke kunne lide mig.

På mit gamle studie mødte jeg en som gav mig et andet perspektiv. Personen spurgte, om jeg havde overvejet, at mit nærvær kunne vække uro. Og beskrev, hvordan der opstod en rastløshed og en uvant ængstelighed, samtidig med at der også var en kropslig oplevelse af tillid til mig.

Det blev faktisk hos mig længe. At nogen kunne opleve tillid og samtidig få lyst til at trække sig, gav mig noget at tænke over. Jeg havde tidligere haft svært ved at forstå, at de to reaktioner kunne eksistere på samme tid.

Når man både vil blive og trække sig

Jeg begyndte at interessere mig mere for det øjeblik, hvor kontakt bliver betydningsfuld. Hvor man gerne vil mødes, men også mærker en uro ved at blive set. Måske kender du det egentlig selv?. Et menneske lytter opmærksomt, giver dig den opmærksomhed du længes efter og pludselig får du lyst til at forklare dig mere, lave en joke eller skifte emne. Måske bliver du rastløs eller akavet, selvom du egentlig har lyst til at blive i samtalen.

Jeg tænker, at det i sådanne øjeblikke er værd at være nysgerrig på, hvad nærheden betyder for den enkelte. Hvad bliver muligt i kontakten? Og hvad føles udsat? For Uro fortæller ikke i sig selv, at kontakten er god eller tryg. Den kan også være et signal om, at noget går for hurtigt, bliver for intenst eller overskrider en grænse. Derfor er det vigtigt at lytte til den uden på forhånd at beslutte, hvad den betyder.

Det, jeg mærker i det terapeutiske rum

Den samtale fra studiet satte ord på noget, jeg også er blevet optaget af i mit arbejde: hvor bevægende og til tider overvældende det kan være at opleve sig mødt.

Min tilgang er nærværende og kropsligt orienteret. Når jeg sidder over for et menneske, lægger jeg mærke til ordene, pauserne, stemmen og de små forandringer i kontakten. Jeg registrerer også mine egne kropslige reaktioner. Nogle gange får jeg hurtigt en fornemmelse af, hvordan det måske er at være den, jeg sidder overfor. Mange fra det sted jeg er uddannet, har stillet spørgsmål omkring min opstilling i mit rum. Af stole ect. Hvilket også er en stor del af at føle sig tryg, relationelt.

Den fornemmelse er et udgangspunkt for at undersøge noget sammen. Den er ikke en sikker viden om den anden. Mine reaktioner er også mine egne, og jeg må være åben for, at jeg kan tage fejl. Jeg kan derfor spørge: “Jeg får en fornemmelse af, at der sker noget lige nu. Kan du genkende det, eller oplever du noget andet?”

For mig ligger en væsentlig del af det terapeutiske arbejde i netop den åbenhed. Den anden skal have plads til at genkende, nuancere eller afvise det, jeg lægger mærke til. For at kunne få en fornemmelse af at vide hvem de selv er.

At komme tættere på sig selv

Nogle gange kommer vi hurtigt ind til noget, som opleves centralt. Det kan være en følelse, et behov eller en grænse, der længe har været vanskelig at sætte ord på. Det er noget af det, jeg mener, når jeg taler om at komme i kontakt med sin kerne. Men hastigheden er ikke et mål i sig selv. Det afgørende er, om personen kan være med i det, vi undersøger. Der skal være plads til pauser, tvivl og et nej — også når jeg selv oplever, at vi nærmer os noget væsentligt.

Et andet blik på mødet

Jeg tænker stadig på samtalen fra mit studie. Den gav mig mulighed for at forstå et konkret møde anderledes og løsne lidt af min gamle forestilling om, at jeg var forkert. Samtidig har den gjort mig mere opmærksom på, at vi aldrig helt kan vide, hvad vi vækker i hinanden, før vi giver plads til at tale om det. Nænsomt.

Men vigtigst af alt, ufordømmende.. Fordomsfri..

I dag er jeg derfor mere interesseret i at spørge end i at konkludere. Kan vi være nysgerrige på uroen? Kan vi justere afstanden? Og kan der være plads til både ønsket om nærhed og behovet for at tage den i sit eget tempo, for at begge parter mærker det kærligt og respektfuldt?

Kh.
Katharina Areewong

Når vreden vækker uro

Vrede kan opleves som en stor og overvældende følelse, særligt hvis den aldrig rigtig har haft en accepteret plads. For nogle kommer den til udtryk gennem skarpe ord og udadreagerende reaktioner. Andre trækker sig, bliver urolige eller begynder at tvivle på sig selv.

Jeg er opmærksom på, hvad vreden fortæller, og hvad der sker, når vi har svært ved at give den plads. For i vreden kan der ligge noget, som ønsker at blive taget alvorligt og ønsket at blive landet: en grænse, et behov eller oplevelsen af at have værdi og fortjene respekt.

For andre kan det være dybt frustrerende at blive korrigeret konstant.

Når vreden ikke har været godkendt

Vi lærer tidligt noget om, hvilke følelser der er plads til. Hvis vrede bliver mødt med straf, afvisning eller ubehag, kan vi lære at holde den tilbage. Har andres vrede været voldsom og skræmmende, kan vi også blive utrygge ved vores egen. Sådanne erfaringer kan påvirke vores forhold til vrede som voksne.

Når jeg bruger ordet godkendt, handler det om at kunne være vred og stadig blive mødt som et menneske, hvis oplevelse har en følelsesmæssig betydning. Der skal kunne være plads til følelsen og samtidig være grænser for, hvordan den udtrykkes. Her taler jeg om balancen.

Vrede kan blive mere intens, når det, der udløser den, gentager sig uden at blive forstået eller håndteret. Måske har man forsøgt at sige noget forsigtigt. Måske har man endnu ikke selv fundet ordene. Efterhånden kan reaktionen komme til at fylde så meget, at det bliver svært at få øje på det, man egentlig ønskede sig at sige. De fleste tilfælde har jeg det med at vende vreden til noget kærligt / konstruktivt.

Forståelsen af dette, kommer egentlig meget i hånd med at når vreden kommer ud hensigtsmæssigt, kan den være en grænse der tillader andre mennesker at komme tæt på og lære dig at kende. Derfor er den fantastisk.

I vreden kan der ligge noget væsentligt

Det kan være hjælpsomt at spørge: Hvad er det i mig, der ønsker at blive respekteret lige nu?

Svaret kan handle om retten til at sige nej, behovet for gensidighed eller ønsket om at blive inddraget i beslutninger, der påvirker ens liv. Det er i den betydning, jeg ser vreden som en mulig kontakt til noget essentielt i os: vores værdighed, værdier og personlige grænser.

Vreden er dog ikke en ufejlbarlig vejviser. Den fortæller, at noget opleves betydningsfuldt, men den afgør ikke alene, hvad der er sket, eller hvem der har ret. Følelsen fortjener opmærksomhed, og situationen fortjener undersøgelse.

Når man sjældent mærker vrede

At et menneske sjældent bliver vredt, er ikke i sig selv et problem. Det kan hænge sammen med temperament, trygge relationer og en god evne til at håndtere uenighed. For nogle kan fraværet af mærkbar vrede dog være forbundet med en vane med at tilpasse sig. Opmærksomheden er måske så rettet mod andres behov og reaktioner, at det bliver svært at registrere sit eget nej.

Et relevant spørgsmål er derfor: Kan jeg mærke og udtrykke mine grænser, også når andre bliver skuffede over dem?

Når vreden kommer efter et forhold

Forestil dig et menneske, der gennem et forhold har givet meget, tilsidesat egne behov og forsøgt at skabe forståelse. Da forholdet slutter, bliver det tydeligere, hvor ulige det har været. Måske oplever personen at være blevet udnyttet og derefter forladt.

Her kan vreden komme sent og med stor styrke. Som en mulig forståelse kan den rette sig både mod bruddet og mod det, man nu ser tilbage på: hensynene, overskridelserne og de gange, man ikke fik sagt fra.

Den kan også vende indad: Hvorfor fandt jeg mig i det? Hvorfor gik jeg ikke?

I den situation er det vigtigt at undersøge sine mønstre uden at gøre sig selv ansvarlig for den andens handlinger. At have haft svært ved at mærke eller udtrykke en grænse gør ikke en udnyttelse berettiget.

Når reaktionen dukker op andre steder

Nogle mærker især vreden som anspændthed eller uro. Andre opdager den, når de reagerer skarpere, end de ønsker. Vrede kan have både kropslige og adfærdsmæssige udtryk. 

Det kan eksempelvis være i trafikken eller i en kø, at irritationen pludselig bliver synlig. En mulig forklaring er, at den aktuelle situation rammer ind i frustrationer, som allerede fylder. Man kan dog ikke ud fra en enkelt reaktion konkludere, at der ligger undertrykt vrede bag.

At give vreden et sprog

I arbejdet med vrede er jeg derfor optaget af både følelsen, sammenhængen og ansvaret for handlingen. Hvad reagerer man på? Hvad har været svært at få sagt? Og hvordan kan det udtrykkes tydeligt uden at skræmme eller nedgøre andre? Hvordan giver vi den en stemme, et udtryk og en plads?

Det kan begynde med en enkel sætning:

“Det her er vigtigt for mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver vred, og jeg vil gerne forklare hvorfor.”

Man behøver ikke udtrykke sig perfekt for at tage sin oplevelse alvorligt. At lære sin vrede at kende kan være en del af at opdage sine grænser tidligere og finde ord for det, man reelt set har brug for. Derfor er den en grundfølelse, vi skal tage os kærligt af og byde velkommen. For en vrede som ikke er i ubalance kan faktisk være helt fantastisk og lækker at være sammen med som følelse.

Hvad er din erfaring med vrede?

Kærligste weekendhilsner
Katharina Areewong

Jeg ved ikke præcist, hvornår det begyndte. Måske har det altid ligget der. Som noget, jeg ikke rigtig kunne slippe igen, uden helt at miste mig selv. Jeg planlægger. Forbereder. Tænker fem skridt frem. Ikke fordi jeg elsker struktur, men fordi det føles konfronterende at lade være. Jeg holder fast i kontrollen, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var uden. Fordi jeg har lært at være hende, der har styr på det hele. Hende, der kan klare sig. Hende, der ikke vælter. I min tid på psykoterapeutstudiet blev jeg konfronteret en del med det. Ikke fordi folk ønskede at lave om på mig, men fordi andre kunne se noget, jeg ikke selv kunne. Genkendelsen af den holdthed i mig, der desværre også følger med det “at være helt i kontrol”. Afstanden til andre og behov for at slappe af i andres selskab, selvom jeg ikke kunne. Det, som på overfladen ligner styrke, men som i virkeligheden skaber afstand.

Det interessante handlede i virkeligheden ikke om kontrollen i sig selv, men om dét at bo indeni mig selv på en måde, hvor intet kunne nå mig. Det var først i spejlingerne fra andre, at noget begyndte at vågne.
Det var også i den tid at det gik op for mig hvor mange mennesker der egentlig går rundt og har det på samme måde, uden egentlig at vide hvad det er de mærker.

But… “you can’t heal what you can’t feel”, som John Bradshaw så fint citerer…

Og sådan var det også for mig…
Jeg anede ikke at det var sådan jeg havde det…
Det var først i en social social sammenhængen at jeg opdagede det..
Først igennem andres reaktioner, og så i mig selv.

Jeg var vred i starten. Vred over, at andre projicerede noget over på mig. Vred, fordi jeg ikke selv kunne mærke det – og derfor blev provokeret. Indtil jeg sad over for et menneske, som blev ved med at lytte. Og lige der, opdagede jeg det. Det handlede om tillid. Om at turde åbne op, uden at føle mig forkert, når jeg endelig gjorde det. Noget i mig var ved at vågne – og pludselig så jeg kontrol overalt.
Ligesom når man overvejer at få et barn eller en bil – og pludselig ser gravide maver eller den samme bil alle steder. Sådan var det også med kontroltabet. Jeg kunne ikke mærke – men jeg kunne se det i alt omkring mig. Det var der, det blev alvorligt. Ikke fordi jeg ikke kunne kontrollere det mere men fordi jeg aldrig før havde stået i det indre rum alene, hvor der ikke længere var nogen ydre struktur til at holde min indre oppe. Kun mig. Og det, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle møde. Der var ikke nogen, der sagde “du må godt være her, selvom du ikke ved hvordan”. Så jeg prøvede at kontrollere det også. Selv min egen opløsning prøvede jeg at gøre pæn. At forklare. At forstå. At skrive mig ud af. Men det virkede ikke. Der var egentlig bare stillheden og tomheden tilbage. Det gjorde mig stille, mere stille end jeg var. Ikke fordi jeg ikke havde noget at sige, men fordi det, jeg længes efter, ikke rigtig kunne forklares.

Da jeg gennemførte to af mine uddannelser og havde kørt dem på samme tid, alt imens jeg opfostrede tre meget små børn, gennemlevede en skilsmisse (uden at være gift) – med en som ikke ville acceptere jeg gik. Var mange var måbende over min præstation og gennemslagskraft, imens jeg også startede mit virke i sin tid, var det, som om at alle omkring mig kunne synes, det var vildt, og jeg fik de vildeste reaktioner på min præstation igennem disse år – og hvad der sommetider stadig forfølger mig lidt. Var at jeg faktisk slet ikke brød mig om det, og det var overvældende at se andres reaktioner. Særligt ved situationer, når den ene sagde: “Jamen, har du ikke en uddannelse?” og den anden siger: “Jamen, er du ikke terapeut?” – hvortil jeg nærmest følte mig skyldig og som om jeg var et showdyr, der blev opdaget i at have udstillet mig på vildeste vis. Fordi jeg havde fortalt særpræget til forskellige, hvad jeg lavede. Det er efterhånden gået hen og blevet en “jeg arbejder med mennesker”-replik. Tænk ikke at kunne eje sin egen succes? Det er så dumt.

Jeg bryder mig ikke om at prale, og i disse situationer har jeg følt mig udstillet og som om andre tog mig useriøst – som en ADHD-loppe, som springer rundt i manegen og ikke aner en dyt om, hvad den skal. Sådan havde jeg det i relationer med… hmm… lad mig kalde dem spørgsmålstegnene. de kender mig jo ikke. De aner ikke hvem jeg er eller hvad der er drivkraften for min væren og for min passion i livet. For mit hjertebarn og for min dybe dybe refleksioner, grundværdier og bevæggrunde i mit korte men lange liv. Jeg krummer tæer af at skrive det her, for sandheden er, at det handler igen om kontrol. Det handler om økonomisk sikkerhed som enlig mor til tre børn uden en “samfundsmæssigt godkendt” universitetsuddannelse. Det har været så kæmpestort et indre pres, og når det forsvinder, er det bare tomt. Det handler om et liv der er startet for sent, fordi jeg ikke var givet de bedste kort fra starten. Det handler om ikke at turde at eje sit lys og sin succes. I frygt for hvordan andre kommer til at kigge på en.

Sandheden er, at langt hen ad vejen mærker jeg for meget, men i relation mærker jeg intet og at det er noget, jeg må eje. Selvom jeg skælver. Jeg sagde det ikke højt i starten, og jeg regnede bestemt heller ikke med de akavede situationer imellem mennesker, jeg knap nok kendte. Jeg er ikke god til at tale om mig selv. Det sker ofte, at det trækkes ud af mig. Det er ikke fordi, jeg er reserveret, eller ønsker at være speciel, det er fordi, det er svært at forklare, hvordan man kan få så mange bolde i luften til at lande rigtigt – uden at fortælle, hvad der ligger bag og uden at tage den tid jeg skal bruge for at forklare det.

De fleste stiller blot deres nysgerrighed og tilfredsstillelse og ønsker svar på den skepsis der bor i dem. Det kan da ikke være rigtigt at de kan lade sig gøre? Når det er tilfredsstillet og de har fået deres måde at se det på, så mister interessen og de har et forudtagende holnding til dig, imens du sidder tilbage med følelsen af at være forkert. Følelsen af at have tilfredsstillet deres usikkerhed og begrænsing, i bytte med din sårbarhed som egentlig landede helt forkert, igen.

For hvis du genkender det her, så ved du ligeså godt som jeg, at det her er noget du genkender ret godt og derfor ender du altid med at være alene og isoleret. For der er sikkert ingen der alligevel rigtig forstår dig, vel?

Sådan er det, når du lever med at være over empati og følelsesmæssig tilgængelighed. Det er en evig indre kamp om at forblive ved med at holde hjertet åbent, ikke miste interessen i andre mennesker og samme tid ikke øve i at være omsorgsfuld, for dem som bare river i dig. Ikke fordi du ikke vil, men fordi du længes efter ligesindede som ønsker at give tilbage. Ikke af returbytte, men af åbenhed og tilgængelighed og kærlig lyst. Fordi du insistere på at være dig og insistere på ligeværd.

Jeg ved ikke helt, hvor det fører hen endnu.
Jeg ved bare, at jeg ikke længere vil gemme mig bag “jeg har styr på det”.
At der er noget i mig, der ikke længere vil kontrolleres, men mærkes. Og måske er det ikke svaghed, når man ikke kan holde facaden. Måske er det bare det sted, hvor livet begynder igen. Uden forsvar. Uden præstation. Uden facade.

Det ER mig.

Og måske dig.
Hvis du også kender det.
Og det er måske nok for nu.

– Katharina Areewong

Hvor er det dejligt, at du har fundet vejen herind

Jeg har glædet mig meget til at skabe et sted, hvor jeg kan dele noget af alt det, jeg aldrig siger højt – som et menneske med faglighed og som et menneske – menneske uden faglig begrænsing. Tanker om det, vi mærker, det, vi længes efter, og de mønstre, vi nogle gange undrer os over at havne i igen og igen.

Her på bloggen finder du både faglige og personlige perspektiver og refleksioner om følelser, relationer, det selvudviklende felt og forbindelsen mellem krop, psyke og sind. Jeg vil gøre det faglige nemt forståeligt og give plads til de spørgsmål, der sjældent har ét enkelt svar.

Hvorfor kan vi savne nogen, vi ikke trives sammen med? Hvorfor kan det være svært at sige fra, selv når vi mærker et tydeligt nej? Og hvad vil det egentlig sige at lytte til sin krop? Hvad skal der til for at komme tilbage på sporet igen? Hvorfor er nuværet det essentielle og vigtigste i vores liv? Hvad betyder døden for os? Hvorfor er emner som disse vigtige at forholde sig til og hvorfor kan det hele ikke bare være ligegyldigt?

Det er alt sammen nogle af de emner, jeg glæder mig til at dele perspektiver, erfaringer og spejlinger på. Mit håb er, at du finder noget, du kan bruge, blive nysgerrig på eller få lyst til at bringe med ind i dit eget liv. Min intention har altid været sole klar – jeg ønsker mennesker det bedste og derfor har jeg lavet platforme til fri afbenyttelse. Jeg vil berøre de overflader hvor jeg får flest med og til dem som ønsker at fordybe sig i læsning, er bloggen her tilgængelig og til dem som visuelt elsker at se videoer eller lave “hands on praksis” er jeg på YouTube og dem som har brug for selv at møde mig mere personligt, er jeg tilgængelig i det terapeutiske rum.

Jeg har valgt at kalde det her blogfredag – en anledning til at stoppe lidt op og gå på weekend med en ny tanke. Med selvkærlighed og livet i hånden og med forhåbning om at kunne inspirere til et mere kærligt og glædesfuldt liv – på daglig basis. Hvert opslag kommer fredag kl 20.00. her på bloggen.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet og få de nye blogindlæg direkte i din inbakke.

Læs endelig med, og giv gerne dit besyv med i kommentarfeltet. Måske sidder du med en erfaring eller et spørgsmål, der kan åbne samtalen endnu mere op eller bidrage til de andre læsere – eller til et nyt opslag som jeg tager med mig i mit næste indlæg.

Velkommen til. Jeg er SÅ glad for, at du er her.

Kærligste hilsner
Katharina Areewong