Bloggen

Det jeg ikke siger højt - men skriver

Velkommen til bloggen

Her på bloggen kan du udforske forskellige emner, hvor jeg deler og skriver om det der rør sig i livet. Om kærlighed, selvudvikling, sårbarhed og alt det, jeg ikke altid siger højt. 

Det her er et sted for dig der længes efter mere ægtehed, mere mening og som elsker at fordybe sig. Jeg håber at mine ord, kan minde dig om at du ikke altid er alene. 

Et verdensliv ?

Vi går rundt i den samme verden med hvert vores liv indeni. Hver vores minder, længsler og oplevelser af, hvad det vil sige at høre til. Vi møder hinanden midt i noget, vi sjældent kender hele historien om. Men Nogle gange tænker jeg på, hvor meget et menneske kan rumme, uden at det kan ses. Man kan stå i kø efter kaffe, svare på en besked og grine med nogen, mens man savner et menneske, et sted eller en tid, der aldrig kommer igen.

Og samtidig kan noget nyt være på vej til at udfolde sig. Det kalder jeg et verdensliv. En samtale, der bliver siddende. Et møde, man ikke havde regnet med. En eftermiddag, hvor man opdager, at man har det lettere, end man havde for en måned siden. Jeg har i de mange år jeg har været terapeut, altid siddet med mine sår på indersiden. Når mine klienter har fået en form for aflast, har de en tendens til at spørge – men hvordan går det så hos dig Katharina?

Ser du, det er spændende. Fordi sommetider svare jeg virkelig godt og i de perioder jeg har været i proces eller sorg, har jeg svaret, ikke så godt. Mine kollegaer har ofte sagt at jeg ikke skal dele den slags ting, men problemet med mit arbejde er at jeg alle dage har været ærlig og autentisk. For den dag jeg ville sige at jeg havde det godt, uden ikke at have det helt fantastisk – der vil mine klienter vide at der var noget jeg ikke havde lyst til at dele. Kan i høre den? Det er skammen..

Og lige præcis den, vil jeg ikke lade flytte ind i mig, for jeg skal behandle mig selv, på samme måde som jeg ville behandle dem som er hos mig. Med nænsomhed, åbenhed og en kæmpe stor kærlighed og forståelse..

Livet forandrer os undervejs. Det, vi engang var sikre på kan se anderledes ud i morgen, når vi selv har stået i det. Vi kan opdage, hvor svært det er at gå hvor meget mod det kræver at blive og hvor lidt vi nogle gange ved om det liv, andre forsøger at finde vej i. Det er som jeg kalder det, en proces..

Måske gør erfaring os mere varsomme med hinanden. Mere villige til at lytte lidt længere, før vi tror, vi har forstået det hele. Jeg tænker, at personlig udvikling også findes der. I de øjeblikke, hvor vi tør lade livet ændre vores blikke på den anden. Hvor vi kan se tilbage på os selv med større forståelse og give plads til, at vi stadig har noget at lære eller være nysgerrige på.

Vi får aldrig alle svarene på forhånd. Vi kommer til at holde fast i noget for længe og give slip på noget, vi senere savner. Vi kommer til at finde glæde steder, vi endnu ikke kender. Det var også noget en præst fortalte mig d. 25 oktober, til min datters gudstjeneste..

Et verdensliv. Så stort, når vi mærker alt det, der kan ske. Så nært, når det er et menneskes hånd, en velkendt stemme eller lyset gennem vinduet, der gør en forskel.

Og midt i det hele er vi her. Med det, vi har levet, og det liv, der stadig venter på at blive vores.

De kærligste hilsner
Katharina Areewong

Personlig udvikling?

Der kan komme et tidspunkt i livet, hvor du mærker, at noget skal være anderledes. Måske kan du ikke sætte ord på hvad. Du passer din hverdag, tager ansvar og er der for andre. Alligevel er der noget i dig, der længes efter mere plads. Plads til at mærke, hvad du selv har brug for. Til at sige det, du mener. Til at leve et liv, hvor du også kan finde dig selv i de valg, du træffer. Personlig udvikling kan begynde lige dér. Med en stille opmærksomhed på det, der ikke længere føles rigtigt.

At møde sine mønstre med nysgerrighed

Vi har alle måder at være i verden på, som er blevet til gennem vores erfaringer og relationer. Måske har du lært at være den stærke. Den, der forstår de andre. Den, der mærker stemningen og tilpasser sig, før nogen behøver at bede om det. Det kan være egenskaber, du holder af hos dig selv. Samtidig kan de komme til at fylde så meget, at dine egne behov får mindre plads. Måske siger du ja, selvom du egentlig har brug for ro. Måske holder du dine følelser tilbage, fordi du er bange for at skuffe. Eller måske bliver du ved med at forklare dig, når du egentlig allerede har sagt, hvad du mener. At få øje på et mønster kan vække både lettelse og frustration. Du kan tænke: Hvorfor gør jeg det igen? Her kan du øve dig i at stille et andet spørgsmål: Hvad gør det svært for mig at vælge anderledes lige nu? Det spørgsmål giver plads til at forstå dig selv og undersøge, hvad du har brug for.

At give kroppen en plads i samtalen

Nogle gange mærker vi vores reaktioner, før vi kan forklare dem. Du opdager måske, at du holder vejret i en bestemt samtale, spænder i skuldrene eller får lyst til at trække dig. Sådanne fornemmelser kan have mange årsager. Du behøver ikke straks finde en forklaring på dem. Du kan begynde med at lægge mærke til, hvad du oplever, og hvilken situation du står i. Hvordan har jeg det lige nu? Har jeg brug for en pause? Er der noget, jeg gerne vil sige? Kroppen kan på den måde få en plads i din refleksion sammen med dine tanker, følelser og erfaringer.

Udvikling viser sig i små øjeblikke

Personlig udvikling bliver ofte synlig i hverdagens små valg. Når du giver dig selv tid til at svare på en invitation. Når du fortæller nogen, at noget gjorde dig ked af det. Når du lader en opgave vente, fordi du er træt. Eller når du bliver i en vigtig samtale og prøver at sætte ord på det, du plejer at gemme væk. Det kan føles uvant. Du kan være i tvivl, selv når et valg er godt for dig. Nye måder at handle på kræver ofte øvelse, og nogle dage falder du tilbage i det velkendte. Også dér kan der være sket en forandring: Du opdager det måske tidligere. Du forstår din reaktion lidt bedre. Du får mulighed for at vende tilbage og sige det, du ikke fik sagt.

Du må begynde dér, hvor du er

Du behøver ikke have overblik over hele din historie for at tage det første skridt. Måske er der én situation, der bliver ved med at fylde. Ét behov, du ofte tilsidesætter. Én længsel, du gerne vil tage mere alvorligt. Giv den lidt opmærksomhed. Personlig udvikling kan være at skabe mere plads til den, du er, og tage ansvar for, hvordan du ønsker at leve. Med respekt for det, du har med dig, og nysgerrighed på det, der endnu kan blive muligt. Hvad i dit liv kalder på, at du lytter lidt mere til dig selv?

Kærligst
Katharina Areewong

Mellem observationen og fortolkningen

Et menneske der bliver helt stille. En besked der ellers ikke lige bliver besvaret. Et blik der glider væk midt i en samtale. Vi lægger mærke til noget og næsten samtidig begynder vi at give det et format, en slags betydning. Er personen ligeglad med mig. Han er vred. Jeg har sagt noget forkert..

og sådan kan det nærmest blive ved for evigt. Det kan føles, som om vi ved, hvad der foregår. Men mellem det, vi observerer og det vi tror at det betyder, findes et lille mellemrum. Du har formentlig hørt mig tale om det før. I det mellemrum møder vi både vores egne erfaringer, vores forventninger og det, vi er enormt bange for..

Jeg italesætter det altid som, hey, mærk lige efter..
Observation er det, jeg konkret lægger mærke til. Fortolkning er den betydning, jeg giver det.

“Du kiggede på din telefon, mens jeg fortalte dig noget” er en observation.
“Du interesserer dig ikke for mig” er en fortolkning.

Begge sætninger kan udspringe af det samme øjeblik. Men de åbner for meget forskellige samtaler. Det ene kommer fra en erfaring, et bifokalt syn på de følelser der er blandet sammen med observationen.

Når betydningen føles som en kendsgerning

Vi fortolker hele tiden. Det er en del af, hvordan vi orienterer os og forsøger at forstå hinanden. Ofte hjælper det os. Men nogle gange bliver vi så sikre på vores forståelse, at vi glemmer at undersøge den helt til ende. Måske kender du følelsen af at vente på et svar og mærke uroen vokse. Du ser den ubesvarede besked. Tankerne begynder at kredse: Var jeg for meget? Skrev jeg noget forkert? Er der noget mellem os, jeg ikke har forstået eller set? Det, du ved, er, at der endnu ikke er kommet et svar. Resten er mulige forklaringer.

Det gør ikke din uro mindre virkelig. Følelsen er der, og den fortjener omsorg. Men følelsen alene kan ikke fortælle dig, hvorfor den anden ikke svarer. Selvom man mærker noget, så er det ikke ens betydende med at det såmænd havde noget med dig at gøre. Men sansningen er formentlig ikke tilfældig.

Vi møder øjeblikket med vores historie

Vi kommer ikke tomhændede ind i vores relationer. Vi har oplevelser med os af at blive mødt, overset, forstået eller afvist. Hvis du tidligere har oplevet, at stilhed betød afstand, kan stilhed blive svær at være i. Hvis du ofte er blevet kritiseret, kan et spørgsmål komme til at lyde som en anklage. Måske spænder du op, før du har fundet ordene for det. Måske får du lyst til at forklare dig, trække dig eller gå til modangreb. Her kan det være hjælpsomt at stoppe et øjeblik og spørge:

Hvad skete der konkret? Hvad mærker jeg? Og hvad forestiller jeg mig, at det betyder? Det giver dig mulighed for at tage din oplevelse alvorligt og samtidig bevare nysgerrigheden på den anden.

Når vi taler ud fra det, vi tror

“Du vil jo aldrig høre på mig.”

Den sætning kan rumme både sorg og længsel efter kontakt. Men den fortæller også den anden, hvad deres intention er. Derfor kan svaret hurtigt blive et forsvar:

“Det passer ikke. Jeg hører da på dig.”

Og pludselig handler samtalen om, hvem der har ret. Det sårbare, der lå under ordene, får måske slet ikke plads.

En anden begyndelse kunne være:

“Da du kiggede ned på din telefon, mens jeg fortalte om min dag, blev jeg ked af det. Jeg kom til at tænke, at du ikke havde lyst til at høre på mig. Hvad skete der for dig?”

Her bliver der plads til både hændelsen, følelsen og den betydning, den fik. Og der bliver plads til et svar, som ikke allerede er besluttet på forhånd.

Nysgerrighed må også rumme dine grænser

At skelne mellem observation og fortolkning betyder ikke, at du skal tvivle på alt, du oplever, eller finde undskyldninger for det, der gør dig ondt. Gentagne handlinger betyder noget. Hvis en aftale bliver brudt igen og igen, er gentagelsen også noget, du kan observere. Du behøver ikke kende et andet menneskes præcise intention for at sige, at noget ikke fungerer for dig. Du kan godt være nysgerrig på, hvorfor noget sker, og samtidig være tydelig om, hvad du har brug for.

“Vi har haft den her aftale tre gange, og hver gang er den blevet ændret uden besked. Det gør det svært for mig at planlægge, og jeg har brug for, at du giver mig besked fremover.”

Tydelighed behøver ikke bygge på en dom over den andens karakter. Den kan tage udgangspunkt i det, der faktisk sker.

Et lille mellemrum med plads til kontakt

Næste gang du mærker dig ramt, kan du prøve at give dig selv et øjeblik, før du reagerer. Hvad så eller hørte du konkret? Hvilken betydning fik det for dig? Er der noget, du endnu ikke ved? Hvad har du brug for at sige eller spørge om? Måske viser din første forståelse sig at være rigtig. Måske opdager du noget andet. Ordene “jeg kom til at forstå det sådan her” kan åbne en samtale, hvor “jeg ved godt, hvad du mente” lukker den.

Og nogle gange er det netop her, vi får mulighed for at møde hinanden lidt tydeligere: Når vi tør fortælle, hvordan vi blev berørt, og samtidig lader den anden fortælle, hvad der foregik hos dem.

Kh.
Katharina Areewong

Når du siger fra, men ingen reagere

Du har sagt det. Og måske mere end én gang. Du har forklaret det, hvad der gør dig ked af det. Hvad du har brug for. Hvor din grænse går. Du har samlet mod til at sige ordene højt og ventet på, at de blev taget imod. Men samtalen fortsætter, og dagene går. Det, du bad om og som du formentlig ønskede skulle stoppe, sker igen.. og måske igen..

Der er en særlig ensomhed i det dér. At have åbnet munden og alligevel sidde tilbage med følelsen af at være usynlig. At sidde alene med at skulle sætte en grænse, men også om at være den eneste der rent faktisk passer på dig. Også kender du nok det der med, at med tiden kan din stemme blive så lille, at du næsten ikke selv kan høre den.. Du begynder at pakke dine ord ind. Smiler lidt, når du siger noget alvorligt. Tilføjer et “det er også okay”, før den anden overhovedet har svaret på noget..

Og bagefter mærker du det.. Det var faktisk slet ikke okay..

Du havde brug for, at nogen standsede op. Spurgte ind. Tog det og dig alvorligt nok til at gøre noget anderledes end de plejer. For lige der opdagede du sikkert også dig selv? Når det gentagne gange ikke sker, kan tvivlen flytte ind. Var du tydelig nok? Valgte du et forkert tidspunkt? Forventer du for meget? Du gennemgår samtalen igen og leder efter det sted, hvor du kunne have sagt det bedre..

Men du er altså gået indad..

Det kan blive et stort arbejde at forsøge at finde de ord, som endelig får et andet menneske til at lytte. Imens kommer du til at vente med at tage dig selv alvorligt. Du bremser og trækker dig ind i dig selv. Glemmer det fordi du ikke vil gøre den anden ked af det, eller fordi du er usikker på reaktionen.. For nogle af os er bange for andres reaktioner. Du venter på forståelsen, før du giver dig selv lov til at være såret. På enighed, før du holder fast i dit nej. På en reaktion, der kan bekræfte, at det, du mærker, har en betydning..

Men din grænse gælder også, mens den anden er uenig. Du må gerne sige, at noget gør ondt, uden at kunne forklare hver eneste følelse. Du må gerne standse en samtale, du bliver ved med at gå fra med ondt i maven. Det kan være svært at holde fast i, når du længes efter nærhed med netop det menneske, du prøver at nå. For der ligger ofte et håb bag alle forklaringerne: At I kan finde hinanden. At der bliver plads til dig, uden at forbindelsen forsvinder. Derfor kan det også gøre ondt at opdage, hvor meget du har gjort dig mindre for at bevare den.

At finde din stemme igen kan begynde helt stille. Ved at lade dit nej stå et øjeblik længere. Ved at undlade den undskyldning, der allerede ligger på tungen. Ved at sige: »Det her er vigtigt for mig« og give dig selv lov til at mene det. Du behøver ikke vide præcis, hvad der skal ske bagefter. Du kan begynde med at lægge mærke til, hvad du allerede har forsøgt at fortælle.

Også det, du hurtigt trak tilbage.
Også det, du grinede væk.
Også det, du afsluttede med glem det.

Der var noget i dig, der bad om at blive hørt.
Det fortjener stadig en plads.

Kærligst
Katharina Areewong

Ensomhed i fællesskabet

Du sidder sammen med andre. Samtalen er i gang, du spørger ind, lytter og bidrager. Udefra er du en del af fællesskabet. Alligevel går du måske hjem med en følelse af, at ingen rigtig var sammen med dig eller vidste noget om dig. Jeg er optaget af den ensomhed, der kan opstå midt i kontakten. Der, hvor man er til stede, men ikke oplever sig mødt.

Min oplevelse er, at nogle af de mennesker, der kender denne følelse, også er meget opmærksomme på andre. De lægger mærke til stemningen, giver plads og sørger for, at samtalen fortsætter. De kan være gode at være sammen med, samtidig med at de selv savner noget i samværet. Måske genkender du noget i det. Du ved meget om, hvordan de andre har det. Men da du kommer hjem, er der ingen, der har spurgt særlig meget ind til dig og det efterlader dig med en ensomhed i fællesskabet.

Når du er med, men holder noget tilbage

Jeg tænker, at ensomheden nogle gange opstår i afstanden mellem det, du viser, og det, du faktisk oplever. Du fortæller måske, hvad du har lavet, men får ikke sagt, hvordan du har haft det. Du nævner noget svært, men pakker det hurtigt ind i et smil. Eller du begynder at fortælle og stopper igen, fordi samtalen bevæger sig videre.

Måske siger du til dig selv, at det heller ikke var så vigtigt.

Men det kan godt have været vigtigt. Måske havde du brug for, at nogen blev lidt længere ved det, du sagde. Stillede et spørgsmål mere. Gav dig tid til at finde ordene. For mig ligger der noget væsentligt i forskellen mellem at få taletid og at opleve, at nogen er interesseret i det, man prøver at fortælle.

Når din plads bliver at være den, der lytter

Hvis du ofte er den forstående, hjælpsomme eller rummelige, kan det blive den plads, du får i et fællesskab. Andre vender sig mod dig, når de har brug for noget. De ved måske mindre om, hvad du selv har brug for. Jeg synes, det er værd at undersøge, om du også oplever at høre til, når du ikke bidrager på den måde.

Kan du komme og være stille? Kan du være ked af det uden straks at forklare, at du nok skal klare dig? Kan du være uenig og stadig føle dig velkommen? Eller mærker du, at din plads bliver mere usikker, når du træder ud af den rolle, de andre kender?

Det er spørgsmål, der kan gøre det tydeligere, hvad du savner i kontakten.

Ensomheden er ikke automatisk dit ansvar

Jeg har ikke lyst til at gøre ensomhed til endnu en opgave, du skal løse ved at blive bedre til at åbne dig. Der findes fællesskaber, hvor interessen er ulige fordelt. Hvor der sjældent bliver fulgt op, og hvor der er begrænset plads til det, som ikke passer ind i stemningen. Her er det relevant at se på, hvad relationerne faktisk giver mulighed for.

Samtidig kan andre have svært ved at vide, hvad du længes efter, hvis du er vant til at holde det tilbage. Begge dele kan være værd at undersøge: Hvad viser du, og hvordan bliver det modtaget, når du viser lidt mere?

At gøre dit ønske om kontakt tydeligere

Måske kan du begynde med ét menneske, du har en vis tillid til. Du behøver ikke fortælle alt. Du kan prøve at blive lidt længere i noget, du ellers ville skynde dig forbi.

“Det fylder faktisk mere, end jeg lige får sagt. Har du tid til at høre lidt om det?”

Læg mærke til, hvad der sker. Er der nysgerrighed? Bliver der lyttet? Kan den anden vende tilbage til dig, hvis tidspunktet ikke passer? Det kan give dig et mere konkret indtryk af, hvor der er mulighed for den kontakt, du savner. Jeg ønsker, at der også er plads til dig i de fællesskaber, du giver så meget til. Til dine tanker, din usikkerhed, din glæde og det, du endnu ikke helt har ord for.

Du må gerne ønske, at nogen lærer dig at kende — også bag den del af dig, der er god til at være der for andre.

Kh.
Katharina Areewong

Når du siger ja men mærker nej

Du bliver spurgt, om du kan hjælpe, deltage eller ændre en aftale. Du siger ja, men mærker samtidig en modstand. Måske spænder du op, bliver træt ved tanken eller håber, at aftalen bliver aflyst.

Bagefter kommer irritationen. På situationen, på den anden eller på dig selv: Hvorfor sagde jeg ja, når jeg egentlig ikke havde lyst?

Jeg er optaget af det øjeblik, hvor vi mærker noget i os selv, men svarer noget andet. Hvad sker der mellem den første fornemmelse og det svar, vi giver?

Når opmærksomheden går mod den anden

Nogle gange kommer svaret, før vi har nået at undersøge, hvad vi selv vil. Vi registrerer den andens forventning, håb eller behov og begynder straks at forholde os til det.

Bliver hun skuffet? Føler han sig afvist? Bliver stemningen dårlig?

Vores egne ønsker bliver en del af en hurtig forhandling, hvor hensynet til relationen får stor vægt. Måske fortæller vi os selv, at det ikke er så vigtigt, eller at vi jo godt kan klare det.

At tage hensyn er en værdifuld del af at være sammen med andre. Spørgsmålet er, om der også er plads til os selv i det hensyn, vi tager.

Et ja kan have flere betydninger

Et ja kan være et oprigtigt ønske. Det kan også være et bevidst kompromis: Vi har måske ikke lyst til at hjælpe med en flytning, men vælger det, fordi venskabet betyder noget.

Der er dog en forskel på at vælge et besvær og at opleve, at man ikke kan tillade sig at sige nej.

Jeg synes derfor, at et væsentligt spørgsmål er: Oplever jeg, at jeg har et valg?

Kan jeg sige nej uden straks at skulle forklare, forsvare eller gøre mig fortjent til det? Kan jeg holde ud, at den anden bliver skuffet, uden at skuffelsen automatisk betyder, at jeg har gjort noget forkert?

Når kroppen reagerer

Udtrykket at mærke et nej beskriver en oplevelse. Det kan være modvilje, anspændthed eller en tydelig tanke om, at man ikke ønsker det, man er ved at acceptere.

Jeg mener, at den oplevelse fortjener opmærksomhed. Samtidig kræver den nysgerrighed. En kropslig uro fortæller ikke altid entydigt, hvad vi skal vælge. Vi kan også blive urolige over noget nyt, som vi faktisk gerne vil.

Man kan derfor spørge sig selv: Har jeg ikke lyst? Har jeg ikke overskud? Eller er jeg bange for noget, jeg egentlig ønsker?

Svarene kan føre forskellige steder hen.

Når det usagte nej bliver til irritation

Forestil dig, at du siger ja til besøg, selvom du har brug for en aften alene. Under besøget bliver du kort for hovedet. Bagefter føler du dig overset, fordi ingen opdagede, hvor træt du var.

I sådan en situation kan det være relevant at undersøge, hvad den anden faktisk havde mulighed for at vide. Hvis vi siger ja, kan andre forstå det som et ja. Det gør vores indre modstand vigtig at få øje på og sætte ord på.

Hvis et nej derimod bliver mødt med gentaget pres eller nedgørelse, må opmærksomheden også rettes mod, hvordan vores grænser bliver behandlet i relationen.

At give sig selv tid til at svare

Et sted at begynde er at skabe lidt plads mellem spørgsmålet og svaret.

“Jeg vil gerne lige tænke over det, før jeg svarer.”

Den pause giver mulighed for at undersøge både lyst, overskud og konsekvenser. Måske lander man i et ja. Måske i et nej. Måske kan man tilbyde noget mindre, som man faktisk har mulighed for at give.

Og har man allerede svaret for hurtigt, kan man tage ansvar for at vende tilbage:

“Jeg fik sagt ja, før jeg havde tænkt mig om. Jeg bliver nødt til at ændre vores aftale, og jeg er ked af besværet.”

For mig handler arbejdet med grænser om at kunne være til stede i sine egne valg. At kunne tage hensyn, indgå kompromiser og give noget til andre med en oplevelse af, at man selv er med i beslutningen.

Et spørgsmål at tage med sig er derfor: Hvad har jeg brug for at vide om mig selv, før jeg giver mit svar?

Hvad tænker du selv om det her? Har du andre erfaringer eller oplevelser med dig, du gerne vil dele?

De kærligste hilsner og god weekend
Katharina Areewong

Når din nærhed vækker uro

På mit gamle studie mødte jeg en som gav mig et andet perspektiv. Personen spurgte, om jeg havde overvejet, at mit nærvær kunne vække uro. Og beskrev, hvordan der opstod en rastløshed og en uvant ængstelighed, samtidig med at der også var en kropslig oplevelse af tillid til mig.

I mange år har jeg tænkt, at jeg måske var lidt forkert eller underlig. Når jeg mærkede uro eller afstand i mødet med andre mennesker, troede jeg ofte, at det handlede om, at de ikke kunne lide mig.

Det blev faktisk hos mig længe. At nogen kunne opleve tillid og samtidig få lyst til at trække sig, gav mig noget at tænke over. Jeg havde tidligere haft svært ved at forstå, at de to reaktioner kunne eksistere på samme tid.

Når man både vil blive og trække sig

Jeg begyndte at interessere mig mere for det øjeblik, hvor kontakt bliver betydningsfuld. Hvor man gerne vil mødes, men også mærker en uro ved at blive set. Måske kender du det egentlig selv?. Et menneske lytter opmærksomt, giver dig den opmærksomhed du længes efter og pludselig får du lyst til at forklare dig mere, lave en joke eller skifte emne. Måske bliver du rastløs eller akavet, selvom du egentlig har lyst til at blive i samtalen.

Jeg tænker, at det i sådanne øjeblikke er værd at være nysgerrig på, hvad nærheden betyder for den enkelte. Hvad bliver muligt i kontakten? Og hvad føles udsat? For Uro fortæller ikke i sig selv, at kontakten er god eller tryg. Den kan også være et signal om, at noget går for hurtigt, bliver for intenst eller overskrider en grænse. Derfor er det vigtigt at lytte til den uden på forhånd at beslutte, hvad den betyder.

Det, jeg mærker i det terapeutiske rum

Den samtale fra studiet satte ord på noget, jeg også er blevet optaget af i mit arbejde: hvor bevægende og til tider overvældende det kan være at opleve sig mødt.

Min tilgang er nærværende og kropsligt orienteret. Når jeg sidder over for et menneske, lægger jeg mærke til ordene, pauserne, stemmen og de små forandringer i kontakten. Jeg registrerer også mine egne kropslige reaktioner. Nogle gange får jeg hurtigt en fornemmelse af, hvordan det måske er at være den, jeg sidder overfor. Mange fra det sted jeg er uddannet, har stillet spørgsmål omkring min opstilling i mit rum. Af stole ect. Hvilket også er en stor del af at føle sig tryg, relationelt.

Den fornemmelse er et udgangspunkt for at undersøge noget sammen. Den er ikke en sikker viden om den anden. Mine reaktioner er også mine egne, og jeg må være åben for, at jeg kan tage fejl. Jeg kan derfor spørge: “Jeg får en fornemmelse af, at der sker noget lige nu. Kan du genkende det, eller oplever du noget andet?”

For mig ligger en væsentlig del af det terapeutiske arbejde i netop den åbenhed. Den anden skal have plads til at genkende, nuancere eller afvise det, jeg lægger mærke til. For at kunne få en fornemmelse af at vide hvem de selv er.

At komme tættere på sig selv

Nogle gange kommer vi hurtigt ind til noget, som opleves centralt. Det kan være en følelse, et behov eller en grænse, der længe har været vanskelig at sætte ord på. Det er noget af det, jeg mener, når jeg taler om at komme i kontakt med sin kerne. Men hastigheden er ikke et mål i sig selv. Det afgørende er, om personen kan være med i det, vi undersøger. Der skal være plads til pauser, tvivl og et nej — også når jeg selv oplever, at vi nærmer os noget væsentligt.

Et andet blik på mødet

Jeg tænker stadig på samtalen fra mit studie. Den gav mig mulighed for at forstå et konkret møde anderledes og løsne lidt af min gamle forestilling om, at jeg var forkert. Samtidig har den gjort mig mere opmærksom på, at vi aldrig helt kan vide, hvad vi vækker i hinanden, før vi giver plads til at tale om det. Nænsomt.

Men vigtigst af alt, ufordømmende.. Fordomsfri..

I dag er jeg derfor mere interesseret i at spørge end i at konkludere. Kan vi være nysgerrige på uroen? Kan vi justere afstanden? Og kan der være plads til både ønsket om nærhed og behovet for at tage den i sit eget tempo, for at begge parter mærker det kærligt og respektfuldt?

Kh.
Katharina Areewong

Når ens vrede vækker uro

Vrede kan opleves som en stor og overvældende følelse, særligt hvis den aldrig rigtig har haft en accepteret plads. For nogle kommer den til udtryk gennem skarpe ord og udadreagerende reaktioner. Andre trækker sig, bliver urolige eller begynder at tvivle på sig selv.

Jeg er opmærksom på, hvad vreden fortæller, og hvad der sker, når vi har svært ved at give den plads. For i vreden kan der ligge noget, som ønsker at blive taget alvorligt og ønsket at blive landet: en grænse, et behov eller oplevelsen af at have værdi og fortjene respekt.

For andre kan det være dybt frustrerende at blive korrigeret konstant.

Når vreden ikke har været godkendt

Vi lærer tidligt noget om, hvilke følelser der er plads til. Hvis vrede bliver mødt med straf, afvisning eller ubehag, kan vi lære at holde den tilbage. Har andres vrede været voldsom og skræmmende, kan vi også blive utrygge ved vores egen. Sådanne erfaringer kan påvirke vores forhold til vrede som voksne.

Når jeg bruger ordet godkendt, handler det om at kunne være vred og stadig blive mødt som et menneske, hvis oplevelse har en følelsesmæssig betydning. Der skal kunne være plads til følelsen og samtidig være grænser for, hvordan den udtrykkes. Her taler jeg om balancen.

Vrede kan blive mere intens, når det, der udløser den, gentager sig uden at blive forstået eller håndteret. Måske har man forsøgt at sige noget forsigtigt. Måske har man endnu ikke selv fundet ordene. Efterhånden kan reaktionen komme til at fylde så meget, at det bliver svært at få øje på det, man egentlig ønskede sig at sige. De fleste tilfælde har jeg det med at vende vreden til noget kærligt / konstruktivt.

Forståelsen af dette, kommer egentlig meget i hånd med at når vreden kommer ud hensigtsmæssigt, kan den være en grænse der tillader andre mennesker at komme tæt på og lære dig at kende. Derfor er den fantastisk.

I vreden kan der ligge noget væsentligt

Det kan være hjælpsomt at spørge: Hvad er det i mig, der ønsker at blive respekteret lige nu?

Svaret kan handle om retten til at sige nej, behovet for gensidighed eller ønsket om at blive inddraget i beslutninger, der påvirker ens liv. Det er i den betydning, jeg ser vreden som en mulig kontakt til noget essentielt i os: vores værdighed, værdier og personlige grænser.

Vreden er dog ikke en ufejlbarlig vejviser. Den fortæller, at noget opleves betydningsfuldt, men den afgør ikke alene, hvad der er sket, eller hvem der har ret. Følelsen fortjener opmærksomhed, og situationen fortjener undersøgelse.

Når man sjældent mærker vrede

At et menneske sjældent bliver vredt, er ikke i sig selv et problem. Det kan hænge sammen med temperament, trygge relationer og en god evne til at håndtere uenighed. For nogle kan fraværet af mærkbar vrede dog være forbundet med en vane med at tilpasse sig. Opmærksomheden er måske så rettet mod andres behov og reaktioner, at det bliver svært at registrere sit eget nej.

Et relevant spørgsmål er derfor: Kan jeg mærke og udtrykke mine grænser, også når andre bliver skuffede over dem?

Når vreden kommer efter et forhold

Forestil dig et menneske, der gennem et forhold har givet meget, tilsidesat egne behov og forsøgt at skabe forståelse. Da forholdet slutter, bliver det tydeligere, hvor ulige det har været. Måske oplever personen at være blevet udnyttet og derefter forladt.

Her kan vreden komme sent og med stor styrke. Som en mulig forståelse kan den rette sig både mod bruddet og mod det, man nu ser tilbage på: hensynene, overskridelserne og de gange, man ikke fik sagt fra.

Den kan også vende indad: Hvorfor fandt jeg mig i det? Hvorfor gik jeg ikke?

I den situation er det vigtigt at undersøge sine mønstre uden at gøre sig selv ansvarlig for den andens handlinger. At have haft svært ved at mærke eller udtrykke en grænse gør ikke en udnyttelse berettiget.

Når reaktionen dukker op andre steder

Nogle mærker især vreden som anspændthed eller uro. Andre opdager den, når de reagerer skarpere, end de ønsker. Vrede kan have både kropslige og adfærdsmæssige udtryk. 

Det kan eksempelvis være i trafikken eller i en kø, at irritationen pludselig bliver synlig. En mulig forklaring er, at den aktuelle situation rammer ind i frustrationer, som allerede fylder. Man kan dog ikke ud fra en enkelt reaktion konkludere, at der ligger undertrykt vrede bag.

At give vreden et sprog

I arbejdet med vrede er jeg derfor optaget af både følelsen, sammenhængen og ansvaret for handlingen. Hvad reagerer man på? Hvad har været svært at få sagt? Og hvordan kan det udtrykkes tydeligt uden at skræmme eller nedgøre andre? Hvordan giver vi den en stemme, et udtryk og en plads?

Det kan begynde med en enkel sætning:

“Det her er vigtigt for mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver vred, og jeg vil gerne forklare hvorfor.”

Man behøver ikke udtrykke sig perfekt for at tage sin oplevelse alvorligt. At lære sin vrede at kende kan være en del af at opdage sine grænser tidligere og finde ord for det, man reelt set har brug for. Derfor er den en grundfølelse, vi skal tage os kærligt af og byde velkommen. For en vrede som ikke er i ubalance kan faktisk være helt fantastisk og lækker at være sammen med som følelse.

Hvad er din erfaring med vrede?

Kærligste weekendhilsner
Katharina Areewong

Kontrolgenet

Jeg ved ikke præcist, hvornår det begyndte. Måske har det altid ligget der. Som noget, jeg ikke rigtig kunne slippe igen, uden helt at miste mig selv. Jeg planlægger. Forbereder. Tænker fem skridt frem. Ikke fordi jeg elsker struktur, men fordi det føles konfronterende at lade være. Jeg holder fast i kontrollen, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var uden. Fordi jeg har lært at være hende, der har styr på det hele. Hende, der kan klare sig. Hende, der ikke vælter. I min tid på psykoterapeutstudiet blev jeg konfronteret en del med det. Ikke fordi folk ønskede at lave om på mig, men fordi andre kunne se noget, jeg ikke selv kunne. Genkendelsen af den holdthed i mig, der desværre også følger med det “at være helt i kontrol”. Afstanden til andre og behov for at slappe af i andres selskab, selvom jeg ikke kunne. Det, som på overfladen ligner styrke, men som i virkeligheden skaber afstand.

Det interessante handlede i virkeligheden ikke om kontrollen i sig selv, men om dét at bo indeni mig selv på en måde, hvor intet kunne nå mig. Det var først i spejlingerne fra andre, at noget begyndte at vågne.
Det var også i den tid at det gik op for mig hvor mange mennesker der egentlig går rundt og har det på samme måde, uden egentlig at vide hvad det er de mærker.

But… “you can’t heal what you can’t feel”, som John Bradshaw så fint citerer…

Og sådan var det også for mig…
Jeg anede ikke at det var sådan jeg havde det…
Det var først i en social social sammenhængen at jeg opdagede det..
Først igennem andres reaktioner, og så i mig selv.

Jeg var vred i starten. Vred over, at andre projicerede noget over på mig. Vred, fordi jeg ikke selv kunne mærke det – og derfor blev provokeret. Indtil jeg sad over for et menneske, som blev ved med at lytte. Og lige der, opdagede jeg det. Det handlede om tillid. Om at turde åbne op, uden at føle mig forkert, når jeg endelig gjorde det. Noget i mig var ved at vågne – og pludselig så jeg kontrol overalt.
Ligesom når man overvejer at få et barn eller en bil – og pludselig ser gravide maver eller den samme bil alle steder. Sådan var det også med kontroltabet. Jeg kunne ikke mærke – men jeg kunne se det i alt omkring mig. Det var der, det blev alvorligt. Ikke fordi jeg ikke kunne kontrollere det mere men fordi jeg aldrig før havde stået i det indre rum alene, hvor der ikke længere var nogen ydre struktur til at holde min indre oppe. Kun mig. Og det, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle møde. Der var ikke nogen, der sagde “du må godt være her, selvom du ikke ved hvordan”. Så jeg prøvede at kontrollere det også. Selv min egen opløsning prøvede jeg at gøre pæn. At forklare. At forstå. At skrive mig ud af. Men det virkede ikke. Der var egentlig bare stillheden og tomheden tilbage. Det gjorde mig stille, mere stille end jeg var. Ikke fordi jeg ikke havde noget at sige, men fordi det, jeg længes efter, ikke rigtig kunne forklares.

Da jeg gennemførte to af mine uddannelser og havde kørt dem på samme tid, alt imens jeg opfostrede tre meget små børn, gennemlevede en skilsmisse (uden at være gift) – med en som ikke ville acceptere jeg gik. Var mange var måbende over min præstation og gennemslagskraft, imens jeg også startede mit virke i sin tid, var det, som om at alle omkring mig kunne synes, det var vildt, og jeg fik de vildeste reaktioner på min præstation igennem disse år – og hvad der sommetider stadig forfølger mig lidt. Var at jeg faktisk slet ikke brød mig om det, og det var overvældende at se andres reaktioner. Særligt ved situationer, når den ene sagde: “Jamen, har du ikke en uddannelse?” og den anden siger: “Jamen, er du ikke terapeut?” – hvortil jeg nærmest følte mig skyldig og som om jeg var et showdyr, der blev opdaget i at have udstillet mig på vildeste vis. Fordi jeg havde fortalt særpræget til forskellige, hvad jeg lavede. Det er efterhånden gået hen og blevet en “jeg arbejder med mennesker”-replik. Tænk ikke at kunne eje sin egen succes? Det er så dumt.

Jeg bryder mig ikke om at prale, og i disse situationer har jeg følt mig udstillet og som om andre tog mig useriøst – som en ADHD-loppe, som springer rundt i manegen og ikke aner en dyt om, hvad den skal. Sådan havde jeg det i relationer med… hmm… lad mig kalde dem spørgsmålstegnene. de kender mig jo ikke. De aner ikke hvem jeg er eller hvad der er drivkraften for min væren og for min passion i livet. For mit hjertebarn og for min dybe dybe refleksioner, grundværdier og bevæggrunde i mit korte men lange liv. Jeg krummer tæer af at skrive det her, for sandheden er, at det handler igen om kontrol. Det handler om økonomisk sikkerhed som enlig mor til tre børn uden en “samfundsmæssigt godkendt” universitetsuddannelse. Det har været så kæmpestort et indre pres, og når det forsvinder, er det bare tomt. Det handler om et liv der er startet for sent, fordi jeg ikke var givet de bedste kort fra starten. Det handler om ikke at turde at eje sit lys og sin succes. I frygt for hvordan andre kommer til at kigge på en.

Sandheden er, at langt hen ad vejen mærker jeg for meget, men i relation mærker jeg intet og at det er noget, jeg må eje. Selvom jeg skælver. Jeg sagde det ikke højt i starten, og jeg regnede bestemt heller ikke med de akavede situationer imellem mennesker, jeg knap nok kendte. Jeg er ikke god til at tale om mig selv. Det sker ofte, at det trækkes ud af mig. Det er ikke fordi, jeg er reserveret, eller ønsker at være speciel, det er fordi, det er svært at forklare, hvordan man kan få så mange bolde i luften til at lande rigtigt – uden at fortælle, hvad der ligger bag og uden at tage den tid jeg skal bruge for at forklare det.

De fleste stiller blot deres nysgerrighed og tilfredsstillelse og ønsker svar på den skepsis der bor i dem. Det kan da ikke være rigtigt at de kan lade sig gøre? Når det er tilfredsstillet og de har fået deres måde at se det på, så mister interessen og de har et forudtagende holnding til dig, imens du sidder tilbage med følelsen af at være forkert. Følelsen af at have tilfredsstillet deres usikkerhed og begrænsing, i bytte med din sårbarhed som egentlig landede helt forkert, igen.

For hvis du genkender det her, så ved du ligeså godt som jeg, at det her er noget du genkender ret godt og derfor ender du altid med at være alene og isoleret. For der er sikkert ingen der alligevel rigtig forstår dig, vel?

Sådan er det, når du lever med at være over empati og følelsesmæssig tilgængelighed. Det er en evig indre kamp om at forblive ved med at holde hjertet åbent, ikke miste interessen i andre mennesker og samme tid ikke øve i at være omsorgsfuld, for dem som bare river i dig. Ikke fordi du ikke vil, men fordi du længes efter ligesindede som ønsker at give tilbage. Ikke af returbytte, men af åbenhed og tilgængelighed og kærlig lyst. Fordi du insistere på at være dig og insistere på ligeværd.

Jeg ved ikke helt, hvor det fører hen endnu.
Jeg ved bare, at jeg ikke længere vil gemme mig bag “jeg har styr på det”.
At der er noget i mig, der ikke længere vil kontrolleres, men mærkes. Og måske er det ikke svaghed, når man ikke kan holde facaden. Måske er det bare det sted, hvor livet begynder igen. Uden forsvar. Uden præstation. Uden facade.

Det ER mig.

Og måske dig.
Hvis du også kender det.
Og det er måske nok for nu.

– Katharina Areewong