Når vreden vækker uro
Vrede kan opleves som en stor og overvældende følelse, særligt hvis den aldrig rigtig har haft en accepteret plads. For nogle kommer den til udtryk gennem skarpe ord og udadreagerende reaktioner. Andre trækker sig, bliver urolige eller begynder at tvivle på sig selv.
Jeg er opmærksom på, hvad vreden fortæller, og hvad der sker, når vi har svært ved at give den plads. For i vreden kan der ligge noget, som ønsker at blive taget alvorligt og ønsket at blive landet: en grænse, et behov eller oplevelsen af at have værdi og fortjene respekt.
For andre kan det være dybt frustrerende at blive korrigeret konstant.
Når vreden ikke har været godkendt
Vi lærer tidligt noget om, hvilke følelser der er plads til. Hvis vrede bliver mødt med straf, afvisning eller ubehag, kan vi lære at holde den tilbage. Har andres vrede været voldsom og skræmmende, kan vi også blive utrygge ved vores egen. Sådanne erfaringer kan påvirke vores forhold til vrede som voksne.
Når jeg bruger ordet godkendt, handler det om at kunne være vred og stadig blive mødt som et menneske, hvis oplevelse har en følelsesmæssig betydning. Der skal kunne være plads til følelsen og samtidig være grænser for, hvordan den udtrykkes. Her taler jeg om balancen.
Vrede kan blive mere intens, når det, der udløser den, gentager sig uden at blive forstået eller håndteret. Måske har man forsøgt at sige noget forsigtigt. Måske har man endnu ikke selv fundet ordene. Efterhånden kan reaktionen komme til at fylde så meget, at det bliver svært at få øje på det, man egentlig ønskede sig at sige. De fleste tilfælde har jeg det med at vende vreden til noget kærligt / konstruktivt.
Forståelsen af dette, kommer egentlig meget i hånd med at når vreden kommer ud hensigtsmæssigt, kan den være en grænse der tillader andre mennesker at komme tæt på og lære dig at kende. Derfor er den fantastisk.
I vreden kan der ligge noget væsentligt
Det kan være hjælpsomt at spørge: Hvad er det i mig, der ønsker at blive respekteret lige nu?
Svaret kan handle om retten til at sige nej, behovet for gensidighed eller ønsket om at blive inddraget i beslutninger, der påvirker ens liv. Det er i den betydning, jeg ser vreden som en mulig kontakt til noget essentielt i os: vores værdighed, værdier og personlige grænser.
Vreden er dog ikke en ufejlbarlig vejviser. Den fortæller, at noget opleves betydningsfuldt, men den afgør ikke alene, hvad der er sket, eller hvem der har ret. Følelsen fortjener opmærksomhed, og situationen fortjener undersøgelse.
Når man sjældent mærker vrede
At et menneske sjældent bliver vredt, er ikke i sig selv et problem. Det kan hænge sammen med temperament, trygge relationer og en god evne til at håndtere uenighed. For nogle kan fraværet af mærkbar vrede dog være forbundet med en vane med at tilpasse sig. Opmærksomheden er måske så rettet mod andres behov og reaktioner, at det bliver svært at registrere sit eget nej.
Et relevant spørgsmål er derfor: Kan jeg mærke og udtrykke mine grænser, også når andre bliver skuffede over dem?
Når vreden kommer efter et forhold
Forestil dig et menneske, der gennem et forhold har givet meget, tilsidesat egne behov og forsøgt at skabe forståelse. Da forholdet slutter, bliver det tydeligere, hvor ulige det har været. Måske oplever personen at være blevet udnyttet og derefter forladt.
Her kan vreden komme sent og med stor styrke. Som en mulig forståelse kan den rette sig både mod bruddet og mod det, man nu ser tilbage på: hensynene, overskridelserne og de gange, man ikke fik sagt fra.
Den kan også vende indad: Hvorfor fandt jeg mig i det? Hvorfor gik jeg ikke?
I den situation er det vigtigt at undersøge sine mønstre uden at gøre sig selv ansvarlig for den andens handlinger. At have haft svært ved at mærke eller udtrykke en grænse gør ikke en udnyttelse berettiget.
Når reaktionen dukker op andre steder
Nogle mærker især vreden som anspændthed eller uro. Andre opdager den, når de reagerer skarpere, end de ønsker. Vrede kan have både kropslige og adfærdsmæssige udtryk.
Det kan eksempelvis være i trafikken eller i en kø, at irritationen pludselig bliver synlig. En mulig forklaring er, at den aktuelle situation rammer ind i frustrationer, som allerede fylder. Man kan dog ikke ud fra en enkelt reaktion konkludere, at der ligger undertrykt vrede bag.
At give vreden et sprog
I arbejdet med vrede er jeg derfor optaget af både følelsen, sammenhængen og ansvaret for handlingen. Hvad reagerer man på? Hvad har været svært at få sagt? Og hvordan kan det udtrykkes tydeligt uden at skræmme eller nedgøre andre? Hvordan giver vi den en stemme, et udtryk og en plads?
Det kan begynde med en enkel sætning:
“Det her er vigtigt for mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver vred, og jeg vil gerne forklare hvorfor.”
Man behøver ikke udtrykke sig perfekt for at tage sin oplevelse alvorligt. At lære sin vrede at kende kan være en del af at opdage sine grænser tidligere og finde ord for det, man reelt set har brug for. Derfor er den en grundfølelse, vi skal tage os kærligt af og byde velkommen. For en vrede som ikke er i ubalance kan faktisk være helt fantastisk og lækker at være sammen med som følelse.
Hvad er din erfaring med vrede?
Kærligste weekendhilsner
Katharina Areewong