Du sidder sammen med andre. Samtalen er i gang, du spørger ind, lytter og bidrager. Udefra er du en del af fællesskabet. Alligevel går du måske hjem med en følelse af, at ingen rigtig var sammen med dig eller vidste noget om dig. Jeg er optaget af den ensomhed, der kan opstå midt i kontakten. Der, hvor man er til stede, men ikke oplever sig mødt.
Min oplevelse er, at nogle af de mennesker, der kender denne følelse, også er meget opmærksomme på andre. De lægger mærke til stemningen, giver plads og sørger for, at samtalen fortsætter. De kan være gode at være sammen med, samtidig med at de selv savner noget i samværet. Måske genkender du noget i det. Du ved meget om, hvordan de andre har det. Men da du kommer hjem, er der ingen, der har spurgt særlig meget ind til dig og det efterlader dig med en ensomhed i fællesskabet.
Når du er med, men holder noget tilbage
Jeg tænker, at ensomheden nogle gange opstår i afstanden mellem det, du viser, og det, du faktisk oplever. Du fortæller måske, hvad du har lavet, men får ikke sagt, hvordan du har haft det. Du nævner noget svært, men pakker det hurtigt ind i et smil. Eller du begynder at fortælle og stopper igen, fordi samtalen bevæger sig videre.
Måske siger du til dig selv, at det heller ikke var så vigtigt.
Men det kan godt have været vigtigt. Måske havde du brug for, at nogen blev lidt længere ved det, du sagde. Stillede et spørgsmål mere. Gav dig tid til at finde ordene. For mig ligger der noget væsentligt i forskellen mellem at få taletid og at opleve, at nogen er interesseret i det, man prøver at fortælle.
Når din plads bliver at være den, der lytter
Hvis du ofte er den forstående, hjælpsomme eller rummelige, kan det blive den plads, du får i et fællesskab. Andre vender sig mod dig, når de har brug for noget. De ved måske mindre om, hvad du selv har brug for. Jeg synes, det er værd at undersøge, om du også oplever at høre til, når du ikke bidrager på den måde.
Kan du komme og være stille? Kan du være ked af det uden straks at forklare, at du nok skal klare dig? Kan du være uenig og stadig føle dig velkommen? Eller mærker du, at din plads bliver mere usikker, når du træder ud af den rolle, de andre kender?
Det er spørgsmål, der kan gøre det tydeligere, hvad du savner i kontakten.
Ensomheden er ikke automatisk dit ansvar
Jeg har ikke lyst til at gøre ensomhed til endnu en opgave, du skal løse ved at blive bedre til at åbne dig. Der findes fællesskaber, hvor interessen er ulige fordelt. Hvor der sjældent bliver fulgt op, og hvor der er begrænset plads til det, som ikke passer ind i stemningen. Her er det relevant at se på, hvad relationerne faktisk giver mulighed for.
Samtidig kan andre have svært ved at vide, hvad du længes efter, hvis du er vant til at holde det tilbage. Begge dele kan være værd at undersøge: Hvad viser du, og hvordan bliver det modtaget, når du viser lidt mere?
At gøre dit ønske om kontakt tydeligere
Måske kan du begynde med ét menneske, du har en vis tillid til. Du behøver ikke fortælle alt. Du kan prøve at blive lidt længere i noget, du ellers ville skynde dig forbi.
“Det fylder faktisk mere, end jeg lige får sagt. Har du tid til at høre lidt om det?”
Læg mærke til, hvad der sker. Er der nysgerrighed? Bliver der lyttet? Kan den anden vende tilbage til dig, hvis tidspunktet ikke passer? Det kan give dig et mere konkret indtryk af, hvor der er mulighed for den kontakt, du savner. Jeg ønsker, at der også er plads til dig i de fællesskaber, du giver så meget til. Til dine tanker, din usikkerhed, din glæde og det, du endnu ikke helt har ord for.
Du må gerne ønske, at nogen lærer dig at kende — også bag den del af dig, der er god til at være der for andre.
Kh.
Katharina Areewong