Når du siger fra, men ingen reagere

Du har sagt det. Og måske mere end én gang. Du har forklaret det, hvad der gør dig ked af det. Hvad du har brug for. Hvor din grænse går. Du har samlet mod til at sige ordene højt og ventet på, at de blev taget imod. Men samtalen fortsætter, og dagene går. Det, du bad om og som du formentlig ønskede skulle stoppe, sker igen.. og måske igen..

Der er en særlig ensomhed i det dér. At have åbnet munden og alligevel sidde tilbage med følelsen af at være usynlig. At sidde alene med at skulle sætte en grænse, men også om at være den eneste der rent faktisk passer på dig. Også kender du nok det der med, at med tiden kan din stemme blive så lille, at du næsten ikke selv kan høre den.. Du begynder at pakke dine ord ind. Smiler lidt, når du siger noget alvorligt. Tilføjer et “det er også okay”, før den anden overhovedet har svaret på noget..

Og bagefter mærker du det.. Det var faktisk slet ikke okay..

Du havde brug for, at nogen standsede op. Spurgte ind. Tog det og dig alvorligt nok til at gøre noget anderledes end de plejer. For lige der opdagede du sikkert også dig selv? Når det gentagne gange ikke sker, kan tvivlen flytte ind. Var du tydelig nok? Valgte du et forkert tidspunkt? Forventer du for meget? Du gennemgår samtalen igen og leder efter det sted, hvor du kunne have sagt det bedre..

Men du er altså gået indad..

Det kan blive et stort arbejde at forsøge at finde de ord, som endelig får et andet menneske til at lytte. Imens kommer du til at vente med at tage dig selv alvorligt. Du bremser og trækker dig ind i dig selv. Glemmer det fordi du ikke vil gøre den anden ked af det, eller fordi du er usikker på reaktionen.. For nogle af os er bange for andres reaktioner. Du venter på forståelsen, før du giver dig selv lov til at være såret. På enighed, før du holder fast i dit nej. På en reaktion, der kan bekræfte, at det, du mærker, har en betydning..

Men din grænse gælder også, mens den anden er uenig. Du må gerne sige, at noget gør ondt, uden at kunne forklare hver eneste følelse. Du må gerne standse en samtale, du bliver ved med at gå fra med ondt i maven. Det kan være svært at holde fast i, når du længes efter nærhed med netop det menneske, du prøver at nå. For der ligger ofte et håb bag alle forklaringerne: At I kan finde hinanden. At der bliver plads til dig, uden at forbindelsen forsvinder. Derfor kan det også gøre ondt at opdage, hvor meget du har gjort dig mindre for at bevare den.

At finde din stemme igen kan begynde helt stille. Ved at lade dit nej stå et øjeblik længere. Ved at undlade den undskyldning, der allerede ligger på tungen. Ved at sige: »Det her er vigtigt for mig« og give dig selv lov til at mene det. Du behøver ikke vide præcis, hvad der skal ske bagefter. Du kan begynde med at lægge mærke til, hvad du allerede har forsøgt at fortælle.

Også det, du hurtigt trak tilbage.
Også det, du grinede væk.
Også det, du afsluttede med glem det.

Der var noget i dig, der bad om at blive hørt.
Det fortjener stadig en plads.

Kærligst
Katharina Areewong

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *