Du bliver spurgt, om du kan hjælpe, deltage eller ændre en aftale. Du siger ja, men mærker samtidig en modstand. Måske spænder du op, bliver træt ved tanken eller håber, at aftalen bliver aflyst.
Bagefter kommer irritationen. På situationen, på den anden eller på dig selv: Hvorfor sagde jeg ja, når jeg egentlig ikke havde lyst?
Jeg er optaget af det øjeblik, hvor vi mærker noget i os selv, men svarer noget andet. Hvad sker der mellem den første fornemmelse og det svar, vi giver?
Når opmærksomheden går mod den anden
Nogle gange kommer svaret, før vi har nået at undersøge, hvad vi selv vil. Vi registrerer den andens forventning, håb eller behov og begynder straks at forholde os til det.
Bliver hun skuffet? Føler han sig afvist? Bliver stemningen dårlig?
Vores egne ønsker bliver en del af en hurtig forhandling, hvor hensynet til relationen får stor vægt. Måske fortæller vi os selv, at det ikke er så vigtigt, eller at vi jo godt kan klare det.
At tage hensyn er en værdifuld del af at være sammen med andre. Spørgsmålet er, om der også er plads til os selv i det hensyn, vi tager.
Et ja kan have flere betydninger
Et ja kan være et oprigtigt ønske. Det kan også være et bevidst kompromis: Vi har måske ikke lyst til at hjælpe med en flytning, men vælger det, fordi venskabet betyder noget.
Der er dog en forskel på at vælge et besvær og at opleve, at man ikke kan tillade sig at sige nej.
Jeg synes derfor, at et væsentligt spørgsmål er: Oplever jeg, at jeg har et valg?
Kan jeg sige nej uden straks at skulle forklare, forsvare eller gøre mig fortjent til det? Kan jeg holde ud, at den anden bliver skuffet, uden at skuffelsen automatisk betyder, at jeg har gjort noget forkert?
Når kroppen reagerer
Udtrykket at mærke et nej beskriver en oplevelse. Det kan være modvilje, anspændthed eller en tydelig tanke om, at man ikke ønsker det, man er ved at acceptere.
Jeg mener, at den oplevelse fortjener opmærksomhed. Samtidig kræver den nysgerrighed. En kropslig uro fortæller ikke altid entydigt, hvad vi skal vælge. Vi kan også blive urolige over noget nyt, som vi faktisk gerne vil.
Man kan derfor spørge sig selv: Har jeg ikke lyst? Har jeg ikke overskud? Eller er jeg bange for noget, jeg egentlig ønsker?
Svarene kan føre forskellige steder hen.
Når det usagte nej bliver til irritation
Forestil dig, at du siger ja til besøg, selvom du har brug for en aften alene. Under besøget bliver du kort for hovedet. Bagefter føler du dig overset, fordi ingen opdagede, hvor træt du var.
I sådan en situation kan det være relevant at undersøge, hvad den anden faktisk havde mulighed for at vide. Hvis vi siger ja, kan andre forstå det som et ja. Det gør vores indre modstand vigtig at få øje på og sætte ord på.
Hvis et nej derimod bliver mødt med gentaget pres eller nedgørelse, må opmærksomheden også rettes mod, hvordan vores grænser bliver behandlet i relationen.
At give sig selv tid til at svare
Et sted at begynde er at skabe lidt plads mellem spørgsmålet og svaret.
“Jeg vil gerne lige tænke over det, før jeg svarer.”
Den pause giver mulighed for at undersøge både lyst, overskud og konsekvenser. Måske lander man i et ja. Måske i et nej. Måske kan man tilbyde noget mindre, som man faktisk har mulighed for at give.
Og har man allerede svaret for hurtigt, kan man tage ansvar for at vende tilbage:
“Jeg fik sagt ja, før jeg havde tænkt mig om. Jeg bliver nødt til at ændre vores aftale, og jeg er ked af besværet.”
For mig handler arbejdet med grænser om at kunne være til stede i sine egne valg. At kunne tage hensyn, indgå kompromiser og give noget til andre med en oplevelse af, at man selv er med i beslutningen.
Et spørgsmål at tage med sig er derfor: Hvad har jeg brug for at vide om mig selv, før jeg giver mit svar?
Hvad tænker du selv om det her? Har du andre erfaringer eller oplevelser med dig, du gerne vil dele?
De kærligste hilsner og god weekend
Katharina Areewong