Et menneske der bliver helt stille. En besked der ellers ikke lige bliver besvaret. Et blik der glider væk midt i en samtale. Vi lægger mærke til noget og næsten samtidig begynder vi at give det et format, en slags betydning. Er personen ligeglad med mig. Han er vred. Jeg har sagt noget forkert..
og sådan kan det nærmest blive ved for evigt. Det kan føles, som om vi ved, hvad der foregår. Men mellem det, vi observerer og det vi tror at det betyder, findes et lille mellemrum. Du har formentlig hørt mig tale om det før. I det mellemrum møder vi både vores egne erfaringer, vores forventninger og det, vi er enormt bange for..
Jeg italesætter det altid som, hey, mærk lige efter..
Observation er det, jeg konkret lægger mærke til. Fortolkning er den betydning, jeg giver det.
“Du kiggede på din telefon, mens jeg fortalte dig noget” er en observation.
“Du interesserer dig ikke for mig” er en fortolkning.
Begge sætninger kan udspringe af det samme øjeblik. Men de åbner for meget forskellige samtaler. Det ene kommer fra en erfaring, et bifokalt syn på de følelser der er blandet sammen med observationen.
Når betydningen føles som en kendsgerning
Vi fortolker hele tiden. Det er en del af, hvordan vi orienterer os og forsøger at forstå hinanden. Ofte hjælper det os. Men nogle gange bliver vi så sikre på vores forståelse, at vi glemmer at undersøge den helt til ende. Måske kender du følelsen af at vente på et svar og mærke uroen vokse. Du ser den ubesvarede besked. Tankerne begynder at kredse: Var jeg for meget? Skrev jeg noget forkert? Er der noget mellem os, jeg ikke har forstået eller set? Det, du ved, er, at der endnu ikke er kommet et svar. Resten er mulige forklaringer.
Det gør ikke din uro mindre virkelig. Følelsen er der, og den fortjener omsorg. Men følelsen alene kan ikke fortælle dig, hvorfor den anden ikke svarer. Selvom man mærker noget, så er det ikke ens betydende med at det såmænd havde noget med dig at gøre. Men sansningen er formentlig ikke tilfældig.
Vi møder øjeblikket med vores historie
Vi kommer ikke tomhændede ind i vores relationer. Vi har oplevelser med os af at blive mødt, overset, forstået eller afvist. Hvis du tidligere har oplevet, at stilhed betød afstand, kan stilhed blive svær at være i. Hvis du ofte er blevet kritiseret, kan et spørgsmål komme til at lyde som en anklage. Måske spænder du op, før du har fundet ordene for det. Måske får du lyst til at forklare dig, trække dig eller gå til modangreb. Her kan det være hjælpsomt at stoppe et øjeblik og spørge:
Hvad skete der konkret? Hvad mærker jeg? Og hvad forestiller jeg mig, at det betyder? Det giver dig mulighed for at tage din oplevelse alvorligt og samtidig bevare nysgerrigheden på den anden.
Når vi taler ud fra det, vi tror
“Du vil jo aldrig høre på mig.”
Den sætning kan rumme både sorg og længsel efter kontakt. Men den fortæller også den anden, hvad deres intention er. Derfor kan svaret hurtigt blive et forsvar:
“Det passer ikke. Jeg hører da på dig.”
Og pludselig handler samtalen om, hvem der har ret. Det sårbare, der lå under ordene, får måske slet ikke plads.
En anden begyndelse kunne være:
“Da du kiggede ned på din telefon, mens jeg fortalte om min dag, blev jeg ked af det. Jeg kom til at tænke, at du ikke havde lyst til at høre på mig. Hvad skete der for dig?”
Her bliver der plads til både hændelsen, følelsen og den betydning, den fik. Og der bliver plads til et svar, som ikke allerede er besluttet på forhånd.
Nysgerrighed må også rumme dine grænser
At skelne mellem observation og fortolkning betyder ikke, at du skal tvivle på alt, du oplever, eller finde undskyldninger for det, der gør dig ondt. Gentagne handlinger betyder noget. Hvis en aftale bliver brudt igen og igen, er gentagelsen også noget, du kan observere. Du behøver ikke kende et andet menneskes præcise intention for at sige, at noget ikke fungerer for dig. Du kan godt være nysgerrig på, hvorfor noget sker, og samtidig være tydelig om, hvad du har brug for.
“Vi har haft den her aftale tre gange, og hver gang er den blevet ændret uden besked. Det gør det svært for mig at planlægge, og jeg har brug for, at du giver mig besked fremover.”
Tydelighed behøver ikke bygge på en dom over den andens karakter. Den kan tage udgangspunkt i det, der faktisk sker.
Et lille mellemrum med plads til kontakt
Næste gang du mærker dig ramt, kan du prøve at give dig selv et øjeblik, før du reagerer. Hvad så eller hørte du konkret? Hvilken betydning fik det for dig? Er der noget, du endnu ikke ved? Hvad har du brug for at sige eller spørge om? Måske viser din første forståelse sig at være rigtig. Måske opdager du noget andet. Ordene “jeg kom til at forstå det sådan her” kan åbne en samtale, hvor “jeg ved godt, hvad du mente” lukker den.
Og nogle gange er det netop her, vi får mulighed for at møde hinanden lidt tydeligere: Når vi tør fortælle, hvordan vi blev berørt, og samtidig lader den anden fortælle, hvad der foregik hos dem.
Kh.
Katharina Areewong