Vi går rundt i den samme verden med hvert vores liv indeni. Hver vores minder, længsler og oplevelser af, hvad det vil sige at høre til. Vi møder hinanden midt i noget, vi sjældent kender hele historien om. Men Nogle gange tænker jeg på, hvor meget et menneske kan rumme, uden at det kan ses. Man kan stå i kø efter kaffe, svare på en besked og grine med nogen, mens man savner et menneske, et sted eller en tid, der aldrig kommer igen.
Og samtidig kan noget nyt være på vej til at udfolde sig. Det kalder jeg et verdensliv. En samtale, der bliver siddende. Et møde, man ikke havde regnet med. En eftermiddag, hvor man opdager, at man har det lettere, end man havde for en måned siden. Jeg har i de mange år jeg har været terapeut, altid siddet med mine sår på indersiden. Når mine klienter har fået en form for aflast, har de en tendens til at spørge – men hvordan går det så hos dig Katharina?
Ser du, det er spændende. Fordi sommetider svare jeg virkelig godt og i de perioder jeg har været i proces eller sorg, har jeg svaret, ikke så godt. Mine kollegaer har ofte sagt at jeg ikke skal dele den slags ting, men problemet med mit arbejde er at jeg alle dage har været ærlig og autentisk. For den dag jeg ville sige at jeg havde det godt, uden ikke at have det helt fantastisk – der vil mine klienter vide at der var noget jeg ikke havde lyst til at dele. Kan i høre den? Det er skammen..
Og lige præcis den, vil jeg ikke lade flytte ind i mig, for jeg skal behandle mig selv, på samme måde som jeg ville behandle dem som er hos mig. Med nænsomhed, åbenhed og en kæmpe stor kærlighed og forståelse..
Livet forandrer os undervejs. Det, vi engang var sikre på kan se anderledes ud i morgen, når vi selv har stået i det. Vi kan opdage, hvor svært det er at gå hvor meget mod det kræver at blive og hvor lidt vi nogle gange ved om det liv, andre forsøger at finde vej i. Det er som jeg kalder det, en proces..
Måske gør erfaring os mere varsomme med hinanden. Mere villige til at lytte lidt længere, før vi tror, vi har forstået det hele. Jeg tænker, at personlig udvikling også findes der. I de øjeblikke, hvor vi tør lade livet ændre vores blikke på den anden. Hvor vi kan se tilbage på os selv med større forståelse og give plads til, at vi stadig har noget at lære eller være nysgerrige på.
Vi får aldrig alle svarene på forhånd. Vi kommer til at holde fast i noget for længe og give slip på noget, vi senere savner. Vi kommer til at finde glæde steder, vi endnu ikke kender. Det var også noget en præst fortalte mig d. 25 oktober, til min datters gudstjeneste..
Et verdensliv. Så stort, når vi mærker alt det, der kan ske. Så nært, når det er et menneskes hånd, en velkendt stemme eller lyset gennem vinduet, der gør en forskel.
Og midt i det hele er vi her. Med det, vi har levet, og det liv, der stadig venter på at blive vores.
De kærligste hilsner
Katharina Areewong