Jeg har ofte tænkt over, hvordan det er at gå rundt i verden og hele tiden blive set som lidt anderledes. Ikke nødvendigvis på en dramatisk måde, men i de små reaktioner fra omverdenen. Et blik, der varer lidt for længe. En bemærkning, der egentlig skulle være sjov, men som rammer skævt. En stemning, der ændrer sig, når jeg træder ind i rummet.
Det er ikke altid ondt ment. Ofte tror jeg slet ikke, at mennesker omkring mig er bevidste om det. Men for mig føles det. Som en stille påmindelse om, at jeg ikke helt passer ind. Og det er dér, forkertheden sniger sig ind. Ikke fordi jeg faktisk er forkert, men fordi blikkene, ordene og reaktionerne spejler noget tilbage, som jeg har svært ved ikke at tage på mig.
Jeg ved, at jeg er sensitiv. Jeg ved, at jeg mærker meget, måske mere end mange andre. Måske også de ting som folk ikke selv er i kontakt med. Jeg kan ikke slukke for det. Og jeg ved, at den følsomhed både er min styrke og min udfordring. For når jeg bliver mødt anderledes, rammer det mig hurtigt som en form for usynlig afvisning. Som om der er noget galt med det, jeg er. Der er dage, hvor jeg kan stå stærkt i det. Hvor jeg kan sige til mig selv: “Det handler ikke om dig, det handler om dem.” Og så er der andre dage, hvor det føles, som om hele verden peger på min anderledeshed, og hvor jeg selv begynder at tvivle på, om jeg overhovedet hører til.
Men måske er det sådan, det er at være menneske. At vi hele tiden spejler hinanden – og at det spejl ikke altid viser sandheden. Måske er det bare et forvrænget billede, som bliver kastet tilbage. Og så er det op til mig at huske, hvem jeg er. At huske, at jeg ikke er forkert, bare fordi jeg bliver mødt, som om jeg er. For det, jeg begynder at opdage, er, at min anderledeshed også er min gave. Det er dér, jeg mærker mest. Det er dér, jeg ser ting, andre ikke altid ser. Det er dér, jeg kan møde andre mennesker, lige dér hvor de selv føler sig anderledes. Og måske er det i virkeligheden sådan, vi kan hele den følelse af forkerthed: ved at turde stå ved det, der gør os forskellige – og opdage, at det netop er dér, vi kan forbinde os dybest.
Måske er spørgsmålet ikke, om at jeg er forkert, fordi jeg er anderledes – men om vi alle sammen går rundt og føler os lidt forkerte, og bare venter på, at nogen tør stå ved det først.
Måske er det her, når jeg tør at stå fast, at jeg invitere ind til at andre også godt må.
Lidt strøtanker på en lørdag
– Katharina Areewong
