Bloggen

Der findes en længsel, man sjældent siger højt.
En længsel, der føles grim, forkert og næsten umenneskelig.
Længslen efter, at det hele bare skulle forsvinde.

Efter en skilsmisse taler vi ofte om samarbejde, rummelighed og at være voksne.
Om at finde ro i det nye.
Om at komme videre.

Men der er også noget andet.
Noget, der kan leve i kroppen i årevis.
Selv efter ti år.

Længslen efter at slippe fri af den familie, man aldrig længere er en del af, men som man stadig er bundet til.
Ikke fordi man ønsker dem ondt.
Men fordi båndet aldrig helt giver slip.

Det er som en indre “abefamilie” –
instinkter, hierarkier, gamle roller, magtkampe og loyaliteter,
der bliver ved med at trække i én, længe efter relationen er ophørt.
Som om kroppen stadig står i alarmberedskab.
Som om nervesystemet ikke har fået beskeden om, at det er slut.

Længslen efter at “slå abefamilien ihjel” er i virkeligheden længslen efter stilhed.
Efter ikke længere at skulle forholde sig.
Efter ikke længere at blive trigget.
Efter ikke længere at være en del af et system, man ikke kan træde ud af – fordi børnene binder én fast.

Det er en længsel efter autonomi.
Efter at eje sit eget liv uden konstant resonans af det gamle.
Efter at kunne trække vejret uden at mærke den andens blik, mening eller tilstedeværelse i baggrunden.

Og den længsel forsvinder ikke nødvendigvis med tiden.
Nogle gange bliver den mere stille.
Andre gange blusser den op – helt uventet –
og minder én om, hvor dybt relationelle bånd sætter sig i kroppen.

Der er skam i den længsel.
For man må jo ikke have den.
Man burde være videre.
Man burde være taknemmelig.
Man burde have sluppet.

Men sandheden er, at nogle bånd ikke bare kan tænkes væk.
De skal mærkes færdige.
Og nogle gange tager det et helt liv.

At indrømme længslen efter at få det hele til at forsvinde,
er ikke det samme som at handle på den.
Det er at anerkende, hvor meget der stadig lever i én.
Hvor meget man har båret.
Og hvor meget man stadig forsøger at regulere.

Måske handler helhed ikke om at elske det hele.
Måske handler det om at turde se det, der stadig gør ondt –
uden at gøre sig selv forkert for det.

For længslen efter at få fred
er ikke ond.
Den er menneskelig.

De fleste som udvikler sig, har prøvet at miste dem som de troede skulle være tæt på dem resten af livet. Mennesker som de følte en kæmpe nærhed med, har de oplevet er smuttet væk undervejs. Det er sådan en normal ting. Jeg høre det ofte når folk går i terapi. Jeg har ikke rigtig været bevidst omkring det, før senere i mit liv.


Første gang det ægte skete for mig, var da jeg boede i Asien. Det var en virkelig speciel tid for mig. Jeg rykkede mig simpelthen så meget og hver gang jeg kom hjem for at besøge mine gamle venner, familie og veninder, så havde jeg været ude at se verden og opleve den, imens de andre stadig var det samme sted og havde de samme briller på. Der var aldrig rigtig andet end at jeg lagde mærke til at de kun havde hinanden at tale om. Jeg har mistet mennesker, efter jeg udviklede mig og det er noget jeg virkelig har skulle øve mig på. At give slip i de relationer som ikke har lyst til at være der eller som ikke længere giver mig noget. Det har været vanvittigt svært, fordi jeg knytter mig helt ekstremt meget.

Nok nærmere for meget..
Jeg har ihverfald brugt årevis på at græde over tabte veninder, venner og familie..
Jeg har savnet og manglet, uden den samme følelse har været gengældt..
Det er fanme hårdt..

Ikke fordi jeg blev hårdere.
Ikke fordi jeg blev ligeglad.
Men fordi jeg stoppede med at forlade mig selv for at bevare relationen.

Den her særlig fase i livet, hvor noget skifter indeni. Hvor det, man før kunne bære, pludselig føles forkert i kroppen. Hvor kompromiser ikke længere føles som kærlighed, men som selvforladthed. Det er dér, man opdager, hvem der var vant til ens tilpasning. Det er den fase i livet som stiller dig forvirrende og uforstående tilbage. Det er også den fase i livet du ville ønske du kunne sætte ord på, når du på et tidspunkt oplever du står midt i den. For du opdager den formentlig slet ikke, du mærker bare noget er helt fuldstændig anderledes. Forvirrende og helt off..

Jeg troede længe, at relationer gik i stykker, fordi noget var galt. Oftest med mig. For jeg troede på det de sagde, på projektionerne og spejlingerne af deres eget. I dag ved jeg, at nogle relationer kun fungerer, så længe du er mindre, langsommere, mere fleksibel end du egentlig er. Når du stopper med det, kalder man det forandring.
Eller afstand. Eller at du har ændret dig.

Det har jeg også.
Jeg er holdt op med at holde mig selv.

Nogle mennesker kunne kun være tæt på mig, når jeg bar mere, end jeg burde. Når jeg var forstående før jeg var ærlig. Når jeg var rummelig før jeg var tydelig. Da jeg stoppede med det, opstod der stilhed. Ikke den rolige slags. Den afslørende. Den dybt konfronterende og den sårende. Den der i sin mest rå form er sandheden, imellem to mennesker. Det gør ondt at opdage, at noget kun kunne eksistere på bekostning af dig selv. Men det er også befriende. For det betyder, at det ikke var din fejl, da det begyndte at føles tomt. Det var din krop, der begyndte at tale og det er til dit held og forsvar.

Jeg er ikke blevet sværere at elske.
Jeg er blevet sværere at bruge.
Og det er en forskel, jeg kan leve med.
Som du også burde leve med.

Jeg bygger mit liv et sted, hvor jeg ikke skal oversætte mig selv for at høre til. Hvor nærhed ikke kræver selvopgivelse. Hvor relationer kan tåle, at jeg står oprejst. Det er ikke alle, der følger med.
Men det er heller ikke alle, der skulle.

Og det er faktisk helt okay.


– Katharina Areewong

Når du siger noget højt, vil det altid blive hørt forskelligt. Det er ikke et problem ved dit budskab – men det er på en måde et grundvilkår ved mennesker. Ti personer vil skabe ti forskellige fortolkninger, fordi ingen lytter neutralt. Alle lytter gennem deres egne erfaringer, overbevisninger og begrænsninger. Sådan er det egentlig bare. Det er sådan en ting jeg efterhånden har forstået og lært at håndtere med årene. Der vil altid være nogen, der misforstår dig. Nogen, der laver deres egen version af historien. Nogen, der udfylder det, de ikke ved, med antagelser og kalder det en sandhed. Det sker ikke, fordi du har gjort noget forkert, men fordi det er sådan mening skabes i relationer mellem mennesker.


Nogle gange lander det forkert, andre gange er det en helt anden historie og du kan bare ikke gøre noget ved det. Når du vælger at stå tydeligt frem, følger modstand med. Det er prisen for synlighed. Det er ikke et tegn på, at du er forkert – det er et tegn på, at du ikke gemmer dig. Og nej, det stopper ikke. Det gør det sjældent.

Langt de fleste gange bliver det egentlig bare værre, men den eneste forskel er at du formentlig med årene nok, lærer at håndtere det igen og igen. Om det er anmeldelser om dine børns trivsel, dig på din arbejdsplads, dårlig adfærd, beskyldninger om du gør noget for at såre din bedste veninde, eller om du har været i seng med en du kun har drukket en kop kaffe med.. Tjaa.. Tjoo.. Hmm..

Det, der kan ændre sig, er hvor du står, når det sker.
Følelsen af forkerthed og det at håndtere det, bliver anderledes.
Desto flere gange du har prøvet det.

Hvis du hele tiden forsøger at forklare dig, forsvare dig eller rette andres opfattelser, placerer du dit ståsted uden for dig selv. Du overlader din ro til andres forståelse. Det er en ustabil position at leve fra. Vi gør det alle sammen.
Nogle af os holder på os selv, indtil vi ikke gør det længere, fordi det at fylde med budskabet er vigtigere for os end alt det andet. Det at fylde med hvad der er sandt for dig, er der flere af os der lever efter.

Selvstøtte handler ikke om at lukke ned. Det handler om at vide, hvornår noget er dit ansvar – og hvornår det ikke er. Beskyldninger, misforståelser og andres historier behøver ikke blive taget ind, bare fordi de bliver fremsat. Du behøver ikke blive korrekt læst af alle, for at være korrekt i dig selv. Det er at gå hjemmefra.
Alt for langt, hjemmefra og det er for mange et smertefuldt og angstfyldt sted at leve fra.

Nogle siger at dem der lever stille, lever bedst.
Men det at leve stille er ikke altid at leve sandt.
At stå frem, kan være den mest stille handling.

At stoppe med at forklare er ikke arrogance. Det er afklaring. Det er at stå fast i det, du ved, også når det ikke bliver mødt. Og det er ofte først dér, retning bliver tydelig – ikke fordi verden ændrer sig, men fordi du ikke længere flytter dig for dens skyld.



– Katharina Areewong

Livet står stille længe nok, til at blive mærket. Det er sådan jeg har valgt at gå ind i 2026. Uden kort, men ikke uden retning. Mit indre er min weathervane. Ikke for at vise hvor vinden burde komme fra, men for at mærke hvor den rent faktisk blæser. Jeg har altid valgt sandhed, tro og loyalitet til, overfor mig selv – hvilket kan være en lang boksekamp, hvis du har for meget empati, for så slår du dig på dem der ikke giver dig plads. Det er svært, for hvis tendensen altid er at sætte andres følelser over dig selv, så mister du dig selv og det gør ikke kun ondt på den anden, men særdeles også på dig selv. 2026 handler for mig, ikke om at presse mig fremad, men at justere mig selv, så jeg ikke mister retningen – når verdenen skifter.

Når jeg vender mig i år, så er det ikke fordi jeg er i tvivl, så er det fordi jeg er yderst opmærksom. 🌍

De fleste situationer eller ting, bliver sjældent som jeg har planlagt dem. Det har jeg levet alt for længe i mit meget korte liv, nok til at have erfaret. Jeg lever i en verden hvor retning ofte bliver forvekslet med fremdrift. Hvor det at vide hvad jeg vil, skal kunne forklares, planlægges og forsvares. Hvor stilstand bliver misforstået som tvivl og justering som usikkerhed.


Men for mig er det stik modsat.

Min weathervane bevæger sig ikke, fordi den er i tvivl. Den bevæger sig, fordi den er i sand kontakt. Den registrerer forandringer, før de kan forklares. Den justerer sig ikke for at ændre vinden – men for at stå sandt i den. Sådan er det også for mig. Når jeg vender mig tilbage ind i livet. Det er ikke fordi jeg har mistet min retning. Det er, fordi jeg er yderst opmærksom på hvor vinden blæser. Det er nemlig altid lettere at gå i medvind end modvind.


Jeg mærker, at noget er skiftet.
Indeni.
Udenfor.
Eller begge steder på én gang.

Sandheden er aldrig pæn, den gør ondt at indse, ondt at mærke, ondt at være i. Den er sjældent sød og den er oftest misforstået, fordi den konfrontere følelser, kompromisløst. Den tager ikke hensyn til andre, men tvinger os til at se sandheden i øjnene og forholde os til den, uanset hvordan den mærkes. Den stiller os skarpt på hvor vi må bevæge os i retning af noget mere sandt, autentisk og vores helt tydelige JA eller NEJ. Den viser os præcist hvad vi vil være med til og hvorfor. Sandheden er grim. Men jeg har heldigvis et fantastisk forhold til sandheden. Derfor pakker jeg den ikke selv ind.

Derfor handler 2026 for mig ikke om at presse mig fremad.
Ikke om at accelerere.
Ikke om at blive mere.

Det handler om at justere mig selv, så jeg ikke mister retning, når den indre og ydre verden skifter. Om at stå så præcist i mig selv, at jeg kan bevæge mig med livet – uden at blive revet væk fra det, der er sandt for mig. For retning er ikke altid noget, man kan se eller få øje på. Nogle gange er det kun noget, man kan mærke. Og nogle gange kræver det dyb stilhed for at forstå hvad den handler om. Det kræver at en følelse kan blive bevidstgjort, så der kan sættes ord på.

Jeg vælger at lade mit indre vise mig min vej.
Ikke som en plan. Men som en levende bevægelse.
Som en weathervane i vinden.


Rigtig godt nyt år..
– Katharina Areewong <3

Ensomhed er sådan et fint ord på noget, de fleste kan genkende eller har stiftet bekendtskab med i løbet af livet. Den kan have mange afstikkere, og hvad mener jeg egentlig med det? Ser du, ensomhed er en følelse. Den følelsesmæssige tilstand er den samme, men den tager altid form forskelligt fra menneske til menneske. Det er netop dét, jeg synes er så fint – og samtidig så frygtelig misforstået.

De fleste mennesker forstår følelser, men fordi de ikke selv er i kontakt med dem, ender de ofte i en situation hvor de forstår det selv, men de aner ikke hvordan de skal håndteres og hvad det enkelte menneske ofte har brug for i situationen. For ensomhed handler sjældent om at være alene. Den handler om ikke at blive mødt.

Man kan være omgivet af mennesker og stadig føle sig dybt ensom. Samtalen for leden, fik mig til at reflektere andres oplevelse af mig. Jeg delte i en situation hvor ofte ensomheden er blevet min bedste ven og noget som oprigtig lever sig indeni mig og altid har gjort det. Spejlingen var, jamen Katharina dog, jeg anede slet ikke du havde det på den måde. Du har SÅ mange venner og min oplevelse er, at de alle sammen er ret tæt på dig. Man kan have relationer, samtaler, aftaler i kalenderen – og alligevel mærke, at noget mangler. Ikke i det ydre, men i det indre. For ensomhed er en følelse, der bevæger sig indad. Den trækker sig tilbage i kroppen. I brystet. I maven. I det stille rum, hvor ordene ikke altid kan nå. Men hvor kun det blik som kan følge med hele vejen ind, kan forløse tilstanden. Fra menneske til menneske, kan det ikke kaldes ud. Men kun række langt længere ind, end de fleste kan følge med til. 

Som du lige læste, har jeg mange tæt på mig og de alle sammen føler sig utrolig tætte med mig. Ja, hvis ikke du selv opdagede sætningen, så deler jeg det gerne igen. DE, føler sig tæt på mig. Men jeg føler mig ikke tæt på nogle. De personer jeg har følt mig allermest tæt på er mine kærlighedsrelationer. De 4 stykker jeg har turde at lukke ind over de seneste 12 år. 

Ensomhed opstår ofte dér, hvor noget i os ikke bliver set, sanset eller fulgt. Hvor vores indre liv ikke har et vidne. Og det er netop derfor, den ikke kan fixes udefra med flere mennesker, flere aktiviteter eller mere støj. Ensomhed opløses ikke af distraktion. Den opløses af kontakt. 



Tosomhed, nærværet. 

Men kontakt er ikke altid det, vi tror.

For ensomhed kan kun forløses på to måder:
Enten ved at den bliver kaldt ud – i tillid.
Eller ved at et andet menneske tør følge med ind i den.

Følelsen er ofte noget mange forbinder med en grundvibration. Men den forløses kun i mødet med et andet menneske eller i mødet med sig selv. Hvilket er enormt svært at få adgang til. Alene. 

Det bringer mig også videre til en tanke, om hvor meget jeg elsker gamle mennesker og hvor meget jeg ville ønske at jeg fik et fritidsarbejde på et Hospice. Der er noget helt særligt ved mennesker der ved de skal dø. Det er en af de eneste steder jeg føler mig allermindst ensom. Den bevidsthed der har rejst sig i mennesker, der ved at de skal dø på et hvilket som helst tidspunkt, er alle sammen mennesker der er forcet ud til, kun at kunne være her og nu. Der er tvunget til at være i tosomhed og nuværet. Det er bare som om alt andet bliver fuldstændig ligegyldigt. Som om intet andet er vigtigere end lige præcis det møde der bor i det sekund øjnene falder ind i hinandens indre verden. Udvekslingen af den følelsesmæssige information, der sker igennem øjnene og uden ord, er et sandhedsøjeblik der er så mættende, sorgfuldt og smukt på en og samme tid. 

At kalde ensomheden ud kræver mod. Det kræver, at vi tør sige, se mig: “Jeg er ensom,” uden at pakke det ind, forklare det væk eller gøre det pænere, end det er. At vi tør vise et sted i os selv, som ikke er stærkt nok til at stå selv, ikke velformuleret, ikke socialt velfungerende – men ægte.

At blive fulgt med ind kræver noget andet.
Det kræver et menneske, der kan blive i følelsen sammen med os. Ikke for at fjerne den. Ikke for at løse den. Men for at være der, mens den er der. En, der kan møde blikket, mærke stilheden, rumme tyngden – uden at trække sig, uden at korrigere, uden at ville have os et andet sted hen. Uden ord. 

For ensomhed forsvinder ikke, når nogen siger: “Du er ikke alene.”
Den forsvinder, når kroppen mærker: “Jeg er ikke alene her, nu.”

Det er først, når et andet menneske kan stå i samme rum – følelsesmæssigt, kropsligt, sjæleligt – at ensomheden begynder at slippe sit greb. Ikke fordi den bliver løst, men fordi den bliver delt. Og det, der kan deles, mister sin magt. Fordi det opløses. 

Måske er det derfor, ensomhed gør så ondt.
Fordi den ikke bare handler om fravær af mennesker, men om fravær af forbindelse.
Og måske er det også derfor, den kræver så meget mod – både at mærke og at møde.

For i ensomheden længes vi ikke efter selskab.
Vi længes efter at blive fulgt.

Jeg ser det igen og igen.
Hos voksne. Hos børn.

Børn, der ikke mangler venner, men mangler et blik, der bliver.
Et barn, der larmer, fordi ingen lytter.
Et barn, der bliver stille, fordi ingen følger med ind.

Og jeg ser voksne, der har lært at klare sig selv så godt,
at ingen længere opdager, hvor ensomme de egentlig er.
Voksne, der taler, men ikke bliver hørt.
Voksne, der smiler, mens noget i dem trækker sig længere og længere indad.

Længslen ser forskellig ud.
Hos nogle bliver den til uro.
Hos andre til kontrol.
Hos nogle til tilpasning.
Hos andre til afstand.

Imens jeg selv ligger mig under radaren. 

Men det, der længes, er det samme:
At blive fulgt. Ikke rettet. Ikke reguleret.
Men fulgt – ind i følelsen, ind i kroppen, ind i det sted, hvor ensomheden bor.

De fleste aner slet ikke hvordan det skal føles. 
For når øjnene endelig mødes i blikket, lukker de af. 
Kigger væk og det er her kontakten skal insisteres nænsomt og kærligt på. 
Indtil jeg får lov, at blive lukket helt derind hvor det hele smelter, hjertet bliver blødt og tårene løber ned af kinderne, fordi hjertet blev set, nænsomt, omsorgsfuldt og kærligt.

For ensomhed forsvinder ikke, når vi lærer at klare os selv.
Den forsvinder, når nogen tør være sammen med os dér, hvor vi ikke længere kan bære det alene.

Og nogle gange er det ikke et andet menneske, der møder os først.
Nogle gange er det os selv, der må begynde.
Ved at blive i følelsen lidt længere.
Ved ikke straks at forklare os ud af den.
Ved ikke at skamme os over, at vi længes.

For længsel er ikke svaghed.
Den er liv. Den er forbindelsen, der venter på at blive taget alvorligt.
Den er nøglen til alt det uforløste vi længes efter at mærke selv. 

Måske er det ikke ensomheden, vi skal væk fra.
Måske er det den, vi skal lære at blive i – sammen.
Indtil den ikke længere behøver at råbe for at blive set.


De kærligste kram
Katharina Areewong

Der findes en helt særlig stilhed i nogle relationer, hvor kærligheden ikke vejer lige meget i begge hænder. Den er ikke larmende. Den er der bare. Som et uroligt åndedrag mellem to mennesker. Jeg har altid mærket dybt. I dybderne og sanset ting som de fleste mennesker ikke kan sanse. Jeg er hende, der ser lagene i et blik, hører pausen mellem ordene og mærker hjertet bag en berøring. Men jeg har også hende, der elsker for meget. Eller måske bare for tidligt.

For åbent.
For helt.

Når den ene elsker mere end den anden, føles det som at stå i en dans, hvor musikken er smukkest, men den anden allerede har taget skridtet væk. Man mærker det i mellemrummet, før det siges højt. I måden blikket ikke helt møder ens eget længere. I de små øjeblikke, hvor man stadig håber på gensvar, men begynder at holde vejret i stedet. Det er en stille sorg – for der er jo stadig kærlighed.


Bare ikke den, der bevæger sig frit begge veje. At elske for meget er som at hælde sit hjerte ud i hænder, der ikke helt kan bære det. Man prøver at gøre sig mindre, lettere, mere rummelig – for ikke at skræmme den anden væk. Man begynder at elske med forsigtighed, men det er dér, man mister sig selv. For kærlighed, der skal dæmpes, mister sin egen puls. Jeg ved ikke, hvornår jeg lærte at elske sådan. Måske dengang kærlighed og tilpasning blev forvekslet. Måske dengang jeg troede, at hvis jeg bare elskede nok, ville nogen blive.

Men kærlighed, der kræver at du forlader dig selv,
er ikke kærlighed – det er frygt.

Frygten for at miste.
Frygten for at blive forladt.
Frygten for at mærke, hvor meget du i virkeligheden længes.

Når den ene elsker mere end den anden,
så bliver kærligheden ikke mindre ægte – den bliver bare tungere. Den ene bærer for to og det skiftes. Og i længslen efter at blive mødt, mister man hinanden, glemmer man, at man selv er værd at blive mødt af. Jeg tror, det vigtigste, jeg har lært, er, at kærlighed ikke skal reddes – den skal mærkes. Føles og sanses. Og hvis den ikke bevæger sig frit mellem to hjerter, så er det måske dér, man skal slippe. Ikke for at give op.
Men for at komme hjem. Til sig selv. Det gør man ikke for sig selv, men fordi man længes efter den anden. Mødet, kompromiset, forbindelsen. For den, der elsker for meget, elsker altid ægte –
men det er først, når kærligheden begynder at inkludere dig selv, at den bliver ægte hel.


De kærligste vibrerende hjerte skriv
fra i dag, “bare”

Katharina

Jeg har ofte tænkt over, hvordan det er at gå rundt i verden og hele tiden blive set som lidt anderledes. Ikke nødvendigvis på en dramatisk måde, men i de små reaktioner fra omverdenen. Et blik, der varer lidt for længe. En bemærkning, der egentlig skulle være sjov, men som rammer skævt. En stemning, der ændrer sig, når jeg træder ind i rummet.

Det er ikke altid ondt ment. Ofte tror jeg slet ikke, at mennesker omkring mig er bevidste om det. Men for mig føles det. Som en stille påmindelse om, at jeg ikke helt passer ind. Og det er dér, forkertheden sniger sig ind. Ikke fordi jeg faktisk er forkert, men fordi blikkene, ordene og reaktionerne spejler noget tilbage, som jeg har svært ved ikke at tage på mig.

Jeg ved, at jeg er sensitiv. Jeg ved, at jeg mærker meget, måske mere end mange andre. Måske også de ting som folk ikke selv er i kontakt med. Jeg kan ikke slukke for det. Og jeg ved, at den følsomhed både er min styrke og min udfordring. For når jeg bliver mødt anderledes, rammer det mig hurtigt som en form for usynlig afvisning. Som om der er noget galt med det, jeg er. Der er dage, hvor jeg kan stå stærkt i det. Hvor jeg kan sige til mig selv: “Det handler ikke om dig, det handler om dem.” Og så er der andre dage, hvor det føles, som om hele verden peger på min anderledeshed, og hvor jeg selv begynder at tvivle på, om jeg overhovedet hører til.

Men måske er det sådan, det er at være menneske. At vi hele tiden spejler hinanden – og at det spejl ikke altid viser sandheden. Måske er det bare et forvrænget billede, som bliver kastet tilbage. Og så er det op til mig at huske, hvem jeg er. At huske, at jeg ikke er forkert, bare fordi jeg bliver mødt, som om jeg er. For det, jeg begynder at opdage, er, at min anderledeshed også er min gave. Det er dér, jeg mærker mest. Det er dér, jeg ser ting, andre ikke altid ser. Det er dér, jeg kan møde andre mennesker, lige dér hvor de selv føler sig anderledes. Og måske er det i virkeligheden sådan, vi kan hele den følelse af forkerthed: ved at turde stå ved det, der gør os forskellige – og opdage, at det netop er dér, vi kan forbinde os dybest.

Måske er spørgsmålet ikke, om at jeg er forkert, fordi jeg er anderledes – men om vi alle sammen går rundt og føler os lidt forkerte, og bare venter på, at nogen tør stå ved det først.

Måske er det her, når jeg tør at stå fast, at jeg invitere ind til at andre også godt må. 

Lidt strøtanker på en lørdag
– Katharina Areewong

Jeg har lovet mig selv at give mig selv råt for usødet. Problemet med mennesker som mig, er at mennesker som mig hele tiden skal forsvare sig for at have mange følelser. Vi bliver sat i et levende fængsel for at være ustyrlige, vilde, respektløse, skøre og anderledes. Ikke for os selv. Men for menneskerne omkring os, som ikke forstår os. For mennesker som ikke ved, hvordan de står med deres egne følelser. For mennesker der ikke kan gå i direkte kontakt med dem selv og deres følelser. Fordi det bliver besværligt i dem, når de ikke ved, hvordan man håndterer dem eller bare er der, selvom det hele buldrer, ryster og rammer.

Mennesker som jeg selv, vil egentlig gerne bare have lov til at være, som vi er, uden at blive dømt på det.
Uden at nogen har en holdning til det eller oplever os som for meget eller for lidt. Nogle mennesker har en dårlig krop, og nogle har en stærk. Nogle har en bedre gearet mental styrke, og så er der andre, som har fyldt godt op, og som bare ikke rigtig kan rumme mere. Fængslet for os opstår, når vi kender os selv og ikke bliver mødt i dem, vi ved vi er. Det er dér, det bliver ulideligt. For så skal vi kæmpe med at få en plads. Vi skal kæmpe med at føle os splittet, fordi vores følelser har en plads og opfører sig autentisk med vores adfærd. Der er kongruens. Du kan regne med, at hvis du går over grænsen, så bliver vi ramt.

Du kan regne med, at hvis du siger noget, som sårer os, så bliver vi kede af det..
Du kan regne med, at hvis du ikke fortæller sandheden, så føler vi os forrådte..
Du kan stole blindt på, at når du siger noget, så bliver det rent faktisk lyttet til..

Det er faktisk ret simpelt..

Derfor er det ikke fedt, når der ikke er kongruens den anden vej. Derfor forstår vi ikke altid, hvorfor det er så svært for andre. Hvorfor andre mennesker behandler hinanden på den måde – fordi følelser er ikke noget, man laver sjov med. Medmindre det kommer fra det helt rigtige sted og ikke med en undertone af dårlig sarkasme, som hæver dig over den anden. Det er dér, vores fængsel opstår. For det er præcis her, vi kommer til at føle os forkerte, når vi ikke selv bliver mødt.

I dag overhørte jeg en kunde i Bilka sige:
“Det er mig, som er vred nu. Hvortil kassedamen svarede: “Ja, det hjælper ingenting.”
Kunden rystede på hovedet og sagde: “Nej, det gør det nok ikke.” Jeg fik sagt højt, imens jeg pakkede mine økologiske grøntsagsvarer i min søns skoletaske:

“Eller måske hjælper det faktisk noget. Dig, søde kassedame, til at mærke alt det, du synes er uretfærdigt, og dig, søde kunde, til at stå op for det, du lige prøvede at stå op for. Måske er det slet ikke så slemt. Måske handler det blot om, hvordan vi hver især håndterer den bølge af uopmærksomme følelser i vores krop, som længes efter at blive set. Og nu, når jeg så jer begge, så er det hele vel slet ikke så slemt igen, vel?”

Sagt med det største smil på læben, efterfulgt af et lille kærligt grin og et blink med øjet i min hurtighed af at mægle og skabe bølger i livet, hvor der er stagnation. De blev lidt modløse og kiggede begge ned ad rullebåndet, hvor jeg stod og var ved at putte de sidste grøntsager i min søns taske. Imens stemningen passerede sin sidste pressefase, grinte jeg lidt igen og svarede dertil:

“Nå ja, også er der mig, som altid bliver ramt, når følelser ikke bare kan få lov til at være følelser. Jeg håber, I får en fantastisk dag.”

Efterfulgt af en vinkende hånd og et utroligt flot Colgate-smil – du ved, det jeg altid kan vinke af for ikke at være lige så grim, som jeg føler mig, når mine upassende og manglende situationsfornemmelser kommer til udtryk, som de nok igen ville tolkes af andre. Ikke for mig selv, men for andre. Du ved, den der: shit, satte hun virkelig ord på den store fede lyserøde elefant, som nærmest var ved at destruere hele Bilkas loftrum i tale? Og var det egentlig ikke værre?

Som jeg svingede tasken op på ryggen, lød der en latter i køen, og de alle sammen begyndte at grine lidt.
De følte sig set, oplevet, følt og sanset. Ja, de fleste ville nok synes, det var upassende, og så er der mig, som ser det som ret uskyldigt. Det er jo bare følelser – og her i Norden er mennesker bare ikke glade for at blive set i dem. Hvorimod man i Asien, Amerika og i landene omkring kæmper for at få lov til at blive set. Jeg ejer det, og jeg elsker det.


Måske er vi ikke forkerte, når vi mærker for meget.
Måske er det bare en verden, der har lært sig selv at føle for lidt.
Måske vi ikke skal kalde det for meget, måske det hedder udtryksfuldt.

Og hvad hvis netop dine følelser er den nøgle, der kan låse et lukket hjerte op –
ikke bare dit eget, men også et andet menneskes, der har glemt, hvordan det føles at være levende?

Så når vi bliver dømt for at være “for meget”, kunne det i virkeligheden være, fordi vi bærer på noget, der minder andre om alt det, de har mistet. Og måske er vores største styrke ikke at skrue ned, men at blive stående. Med en finger på pulsen.

At lade hjertet forblive pulserende og være åbent, selv når verden prøver at lukke det.

Lots of love
– Katharina Areewong