Bloggen

Lorem ipsum dolor sit amet, ad cum nulla intellegat voluptaria. His mazim docendi tacimates cu, vis ex iisque dissentias, ius ne novum principes. Cu quem ubique regione sed, ne quodsi commune forensibus his. Tollit graeci duo eu, an pri albucius prodesset. Utamur numquam consectetuer has eu.

Lorem ipsum dolor sit amet, ad cum nulla intellegat voluptaria. His mazim docendi tacimates cu, vis ex iisque dissentias, ius ne novum principes. Cu quem ubique regione sed, ne quodsi commune forensibus his. Tollit graeci duo eu, an pri albucius prodesset. Utamur numquam consectetuer has eu.

Pellentesque lorem urna, pulvinar ut arcu vel, suscipit volutpat ante. Nunc hendrerit libero et congue mattis. Duis ac pharetra lacus. Aenean rutrum a orci eget euismod. Curabitur tempus, odio at malesuada efficitur, felis lorem mattis velit, laoreet eleifend massa orci sagittis turpis. Nulla elit felis, rhoncus ac metus at, mattis tempus elit. Pellentesque feugiat rutrum placerat. Maecenas mattis augue tincidunt, posuere nibh sit amet, commodo nisl. Proin sed leo nunc. Vivamus non nunc a lacus convallis convallis ut vel elit. Quisque aliquet, est in laoreet sollicitudin, ante tellus auctor mauris, vel auctor dui mi quis magna. Curabitur vitae feugiat lorem, scelerisque scelerisque risus. In ac dictum augue.

Nullam egestas justo sed aliquet iaculis. Pellentesque habitant morbi tristique senectus et netus et malesuada fames ac turpis egestas. Suspendisse hendrerit tempus dui. Nulla mi purus, egestas in dui facilisis, porttitor efficitur diam. Praesent malesuada justo enim. Integer volutpat fringilla nunc et dapibus. Donec malesuada, est ac faucibus condimentum, dui orci maximus est, eu pellentesque ligula purus eget sapien. Quisque in eros condimentum, dictum ex id, elementum nisi. Sed vitae libero eu felis rhoncus rutrum. Sed ullamcorper sit amet nibh fringilla suscipit. Cras vitae tellus lorem. Praesent porttitor sagittis mollis. Duis a tempor elit, sed accumsan sapien. Sed fermentum ullamcorper odio. Ut eget lectus vitae justo tempus vestibulum et et sem. In nec accumsan mauris.

Det her er til dig, dig som føler dig alene og som føler ingen forstår dig. Dig som har brug for omsorg og ord. Jeg ved, du ser det hele. Du ser formentlig også meget mere end du skal. Du ser, hvem der er urolige i rummet, hvem der stresser og hvem der ikke har det godt. Du mærker, hvornår stemningen skifter, og du justerer, så det ikke rammer andre for hårdt. Du mærker uretfærdighed når du ønsker et ligeværd og du balancere der hvor der mangler. For du er kvinde, du er sansestærk og du sanser alt det en kvinde kan sanse, når hun er i kontakt med sig selv.

Du tager ansvaret, lægger planerne, holder trådene – ikke fordi nogen beder dig om det, men fordi du ikke kan lade være. Du gør det fordi dit hjerte står åbent og op for retfærdighed, fordi dit hjerte er åbent og fordi du længes efter empati, omsorg og styrke i andre mennesker. Du gør det fordi du ved at mennesker fortjener ligeværdet. Men også fordi at din kærlighed er med til at danne en god verden. Fordi du ved, at andre behandler en som de selv er blevet behandlet.

Jeg ved, det ligner styrke. Det er det faktisk også. Men jeg ved også, hvor træt det kan gøre dig.
Hvor meget du længes efter bare at være. Uden at holde alting sammen. Uden at forudse alt. Komme i forekøbet og uden at bruge din krop, som et følsomt måleinstrument for andres humør og behov. Du længes efter at være dig selv og at andre ser dig, for alt det subtile arbejde du gør, som ingen andre kan se at du gør. Måske de ser det, men de anderkender dig ikke med det DU har behov for. Netop at blive sanset, følt, set og hørt. Ord. Kontakt.

Jeg kender det. Jeg har levet det. Jeg har brugt år på at tro, at det var min pligt at have styr på det hele – for hvis jeg slap, kunne alt falde fra hinanden. For hvem tog så ansvar? Jeg har brugt relationer på at være hende, der var trygheden, roen, overblikket, sikkerhedsnettet, den rummende og tålmodige. Selv når jeg selv havde allermest brug for det.

Men sandheden er, jeg først i sen sen alder begyndte at forstå det. Kontrol er ikke kun noget, man har over andre eller omkring sig og situationer. Det er også noget, man holder i sig selv – og det kan blive et fængsel, selv når tremmerne er lavet af guld. At slippe den er ikke let, tværtimod. Det kræver et kæmpe mod og hårdt arbejde at rejse den selvindsigt, til at turde sætte sig i stilheden, uden at fylde den ud.
Det kræver tillid at lade andre bære, selv når de gør det anderledes end dig og det måske for dig ikke mærkes som omsorg. Og det kræver en stille, vedholdende kærlighed til dig selv at turde tro på, at du stadig er tryg, selv uden at føle det. Selv uden at mærke at andre kan sanse dig.

Så, kære kvinde – måske er i dag dagen, hvor du øver dig på at blive siddende og give et kærligt lille blik indad. Hvor du stopper op og mærker, at du stadig er her, også når du ikke styrer alt. Især når frustrationen og vreden over at der ikke er styr på det, kommer frem. For frihed bor ikke kun i det, du kan kontrollere. Den bor også i alt det, du tør slippe.


“Må dine reflektioner lande kærligt i dig”
– Katharina Areewong

Kontrol

Jeg ved ikke præcist, hvornår det begyndte. Måske har det altid ligget der. Som noget, jeg ikke rigtig kunne slippe igen, uden helt at miste mig selv. Jeg planlægger. Forbereder. Tænker fem skridt frem. Ikke fordi jeg elsker struktur, men fordi det føles konfronterende at lade være. Jeg holder fast i kontrollen, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var uden. Fordi jeg har lært at være hende, der har styr på det hele. Hende, der kan klare sig. Hende, der ikke vælter. I min tid på psykoterapeutstudiet blev jeg konfronteret en del med det. Ikke fordi folk ønskede at lave om på mig, men fordi andre kunne se noget, jeg ikke selv kunne. Genkendelsen af den holdthed i mig, der desværre også følger med det “at være helt i kontrol”. Afstanden til andre og behov for at slappe af i andres selskab, selvom jeg ikke kunne. Det, som på overfladen ligner styrke, men som i virkeligheden skaber afstand.

Det interessante handlede i virkeligheden ikke om kontrollen i sig selv, men om dét at bo indeni mig selv på en måde, hvor intet kunne nå mig. Det var først i spejlingerne fra andre, at noget begyndte at vågne.
Det var også i den tid at det gik op for mig hvor mange mennesker der egentlig går rundt og har det på samme måde, uden egentlig at vide hvad det er de mærker.

But… “you can’t heal what you can’t feel”, som John Bradshaw så fint citerer…

Og sådan var det også for mig…
Jeg anede ikke at det var sådan jeg havde det…
Det var først i en social social sammenhængen at jeg opdagede det..
Først igennem andres reaktioner, og så i mig selv.

Jeg var vred i starten. Vred over, at andre projicerede noget over på mig. Vred, fordi jeg ikke selv kunne mærke det – og derfor blev provokeret. Indtil jeg sad over for et menneske, som blev ved med at lytte. Og lige der, opdagede jeg det. Det handlede om tillid. Om at turde åbne op, uden at føle mig forkert, når jeg endelig gjorde det. Noget i mig var ved at vågne – og pludselig så jeg kontrol overalt.
Ligesom når man overvejer at få et barn eller en bil – og pludselig ser gravide maver eller den samme bil alle steder. Sådan var det også med kontroltabet. Jeg kunne ikke mærke – men jeg kunne se det i alt omkring mig. Det var der, det blev alvorligt. Ikke fordi jeg ikke kunne kontrollere det mere men fordi jeg aldrig før havde stået i det indre rum alene, hvor der ikke længere var nogen ydre struktur til at holde min indre oppe. Kun mig. Og det, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle møde. Der var ikke nogen, der sagde “du må godt være her, selvom du ikke ved hvordan”. Så jeg prøvede at kontrollere det også. Selv min egen opløsning prøvede jeg at gøre pæn. At forklare. At forstå. At skrive mig ud af. Men det virkede ikke. Der var egentlig bare stillheden og tomheden tilbage. Det gjorde mig stille, mere stille end jeg var. Ikke fordi jeg ikke havde noget at sige, men fordi det, jeg længes efter, ikke rigtig kunne forklares.

Da jeg gennemførte to af mine uddannelser og havde kørt dem på samme tid, alt imens jeg opfostrede tre meget små børn, gennemlevede en skilsmisse (uden at være gift) – med en som ikke ville acceptere jeg gik. Var mange var måbende over min præstation og gennemslagskraft, imens jeg også startede mit virke i sin tid, var det, som om at alle omkring mig kunne synes, det var vildt, og jeg fik de vildeste reaktioner på min præstation igennem disse år – og hvad der sommetider stadig forfølger mig lidt. Var at jeg faktisk slet ikke brød mig om det, og det var overvældende at se andres reaktioner. Særligt ved situationer, når den ene sagde: “Jamen, har du ikke en uddannelse?” og den anden siger: “Jamen, er du ikke terapeut?” – hvortil jeg nærmest følte mig skyldig og som om jeg var et showdyr, der blev opdaget i at have udstillet mig på vildeste vis. Fordi jeg havde fortalt særpræget til forskellige, hvad jeg lavede. Det er efterhånden gået hen og blevet en “jeg arbejder med mennesker”-replik. Tænk ikke at kunne eje sin egen succes? Det er så dumt.

Jeg bryder mig ikke om at prale, og i disse situationer har jeg følt mig udstillet og som om andre tog mig useriøst – som en ADHD-loppe, som springer rundt i manegen og ikke aner en dyt om, hvad den skal. Sådan havde jeg det i relationer med… hmm… lad mig kalde dem spørgsmålstegnene. de kender mig jo ikke. De aner ikke hvem jeg er eller hvad der er drivkraften for min væren og for min passion i livet. For mit hjertebarn og for min dybe dybe refleksioner, grundværdier og bevæggrunde i mit korte men lange liv. Jeg krummer tæer af at skrive det her, for sandheden er, at det handler igen om kontrol. Det handler om økonomisk sikkerhed som enlig mor til tre børn uden en “samfundsmæssigt godkendt” universitetsuddannelse. Det har været så kæmpestort et indre pres, og når det forsvinder, er det bare tomt. Det handler om et liv der er startet for sent, fordi jeg ikke var givet de bedste kort fra starten. Det handler om ikke at turde at eje sit lys og sin succes. I frygt for hvordan andre kommer til at kigge på en.

Sandheden er, at langt hen ad vejen mærker jeg for meget, men i relation mærker jeg intet og at det er noget, jeg må eje. Selvom jeg skælver. Jeg sagde det ikke højt i starten, og jeg regnede bestemt heller ikke med de akavede situationer imellem mennesker, jeg knap nok kendte. Jeg er ikke god til at tale om mig selv. Det sker ofte, at det trækkes ud af mig. Det er ikke fordi, jeg er reserveret, eller ønsker at være speciel, det er fordi, det er svært at forklare, hvordan man kan få så mange bolde i luften til at lande rigtigt – uden at fortælle, hvad der ligger bag og uden at tage den tid jeg skal bruge for at forklare det.

De fleste stiller blot deres nysgerrighed og tilfredsstillelse og ønsker svar på den skepsis der bor i dem. Det kan da ikke være rigtigt at de kan lade sig gøre? Når det er tilfredsstillet og de har fået deres måde at se det på, så mister interessen og de har et forudtagende holnding til dig, imens du sidder tilbage med følelsen af at være forkert. Følelsen af at have tilfredsstillet deres usikkerhed og begrænsing, i bytte med din sårbarhed som egentlig landede helt forkert, igen.

For hvis du genkender det her, så ved du ligeså godt som jeg, at det her er noget du genkender ret godt og derfor ender du altid med at være alene og isoleret. For der er sikkert ingen der alligevel rigtig forstår dig, vel?

Sådan er det, når du lever med at være over empati og følelsesmæssig tilgængelighed. Det er en evig indre kamp om at forblive ved med at holde hjertet åbent, ikke miste interessen i andre mennesker og samme tid ikke øve i at være omsorgsfuld, for dem som bare river i dig. Ikke fordi du ikke vil, men fordi du længes efter ligesindede som ønsker at give tilbage. Ikke af returbytte, men af åbenhed og tilgængelighed og kærlig lyst. Fordi du insistere på at være dig og insistere på ligeværd.

Jeg ved ikke helt, hvor det fører hen endnu.
Jeg ved bare, at jeg ikke længere vil gemme mig bag “jeg har styr på det”.
At der er noget i mig, der ikke længere vil kontrolleres, men mærkes. Og måske er det ikke svaghed, når man ikke kan holde facaden. Måske er det bare det sted, hvor livet begynder igen. Uden forsvar. Uden præstation. Uden facade.

Det ER mig.

Og måske dig.
Hvis du også kender det.
Og det er måske nok for nu.

– Katharina Areewong

Der var engang, hvor jeg troede, at det vigtigste i livet var at præstere. At finde ud af, hvem skulle jeg være – og så være det, helst uden tøven eller at blive anset for usikker. Men undervejs i den proces, begyndte jeg at finde ud af at det heller ikke rigtig var mig. Det var som om noget andet kaldte, noget mere autentisk, mere roligt, mere dybt og mere ægte.

Noget der var meget mere stille..

Jeg har været i mange steder i mit liv – i mit arbejdsliv, i relationer, i familieliv og i mig selv. Jeg har mærket hvordan det føles at miste sig selv og i forsøget på at passe ind, når fodfæstet helt er skredet og der ingen sikkerhedsnet eller fundament er tilbage at lande på eller læne sig ind i. Hvordan jeg prøvede at passe ind for at være god nok, men hvordan jeg ligeledes har siddet med en indre stemme som havde lyst til at udtrykke sig selv, men ikke turde, i frygt for at blive valgt fra.

Men jeg har også mærket, hvordan det hele kan begynde at løsne sig, da jeg begyndte at turde at være tro imod alt det der var min største angst. At være tro overfor min egen sårbarhed, selvom jeg var i frygt for at blive misforstået, skubbet væk, ikke respekteret, eller når mennesker jeg mødte på min vej, oftest mine “dengang” næreste venner brugte affektiv afstemningsfejl. Til dem der ikke ved hvad det er, så er det et begreb, som bruges når en person ikke responderer passende på den følelsesmæssige tilstand du er i. Mange oplever det som om ens sårbarhed bliver afvist og selvom det ikke er af ond mening, så gør det bare ondt alligvel – fordi det bare skaber uoverensstemmelse og ensomhed.

Men da jeg begyndte at stille mig de helt ærlige spørgsmål:
Hvem er jeg egentlig? Hvad længes jeg efter? Hvor gør det ondt – og tør jeg kigge og bevæge mig derhen?

Lige der begyndte min rejse og tingene begyndte så småt at skifte. Fordi jeg har valgt at tage min plads. Med alt det gode og det knap så flatterende – og omfavne det hele med min egen kærlighed. Uden forventning til om andre kan rumme det eller ej. Denne blog er mit svar på de spørgsmål. Det frirum, hvor jeg deler det, jeg selv har lært – og stadig lærer. Om livet, om relationer, om det at være i udvikling. Om kærlighed, om smerte, om håb. Og om at samle det hele op igen og tage små skridt hjemad – hjem til mig selv. Jeg hører ofte mange tale om alt det jeg ønsker mig og resonere med, men det har for mig, krævet et aktivt valg at vælge mig selv til og gøre det der skulle til, for at jeg kunne være der hvor jeg er i dag. Problemet er at alle de gange jeg har siddet og lyttet til podcasts, set andre som inspirerede mig, sad jeg stadig der og mærkede resonans, kortvarigt. Men jeg havde ikke den fjerneste ide om hvordan jeg skulle formå at tage action på det i mit liv som rent faktisk havde en betydning og som skabte forandringen indeni mig.

Jeg blev inspireret, ja!

Men det forandrede sig ikke, for jeg var ikke i stand til det. Jeg sad fast. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle gøre. Jeg havde ingen svar, ingen at spejle mig i og ingen jeg følte at jeg var “on the same page” med. Ingen der kunne vise mig vejen eller retningen. Jeg var alene i at finde min vej i livet.

Der er masser af steder online, hvor du kan få “10 hurtige tips” til et bedre liv. Det her er ikke sådan et sted. Det her er et sted med dybde og mening. Med ærlighed. Med plads til både det sårbare og det stærke. Det grimme og det fine. Det fjollede og det sørgelige. Men vigtigst af alt, er det autentisk og råt.

Du vil møde indlæg, hvor jeg deler personlige erfaringer – om kærlighed, grænser, tvivl, længsel og udvikling. Du vil også kunne finde refleksioner, øvelser og spørgsmål, du kan tage med ind i dit eget liv – som små pejlemærker i din proces. Fra mig til dig.

Du behøver ikke at forstå det hele.
Du behøver ikke være “klar” eller “færdig” for at være her og læse med.
Du må komme, med det du er. Med alt, du bærer på.
Du må gerne læse med, græde lidt, smile lidt, lukke siden og vende tilbage senere.
Det hele er velkommen.

Mit håb er, at denne blog bliver et sted, hvor du kan spejle dig.
Et sted, du vender tilbage til, når livet føles lidt for meget – eller måske bare lidt stille.
Når ensomheden banker på og du savner et sted at “læne” dig ind.
Et sted, der minder dig om, at forandring er muligt og at det hele ikke skal ske fra den ene dag til den anden. Og at du ikke er alene. At der er mange som dig og mig, som ønsker at se andet end et glansbillede og som rent faktisk værdsætter det grimme og uperfekte.

Tak fordi du er her og fordi du læste med så langt.

Med kærlige kram,
Katharina Areewong <3