Bloggen

Jeg har ofte tænkt over, hvordan det er at gå rundt i verden og hele tiden blive set som lidt anderledes. Ikke nødvendigvis på en dramatisk måde, men i de små reaktioner fra omverdenen. Et blik, der varer lidt for længe. En bemærkning, der egentlig skulle være sjov, men som rammer skævt. En stemning, der ændrer sig, når jeg træder ind i rummet.

Det er ikke altid ondt ment. Ofte tror jeg slet ikke, at mennesker omkring mig er bevidste om det. Men for mig føles det. Som en stille påmindelse om, at jeg ikke helt passer ind. Og det er dér, forkertheden sniger sig ind. Ikke fordi jeg faktisk er forkert, men fordi blikkene, ordene og reaktionerne spejler noget tilbage, som jeg har svært ved ikke at tage på mig.

Jeg ved, at jeg er sensitiv. Jeg ved, at jeg mærker meget, måske mere end mange andre. Måske også de ting som folk ikke selv er i kontakt med. Jeg kan ikke slukke for det. Og jeg ved, at den følsomhed både er min styrke og min udfordring. For når jeg bliver mødt anderledes, rammer det mig hurtigt som en form for usynlig afvisning. Som om der er noget galt med det, jeg er. Der er dage, hvor jeg kan stå stærkt i det. Hvor jeg kan sige til mig selv: “Det handler ikke om dig, det handler om dem.” Og så er der andre dage, hvor det føles, som om hele verden peger på min anderledeshed, og hvor jeg selv begynder at tvivle på, om jeg overhovedet hører til.

Men måske er det sådan, det er at være menneske. At vi hele tiden spejler hinanden – og at det spejl ikke altid viser sandheden. Måske er det bare et forvrænget billede, som bliver kastet tilbage. Og så er det op til mig at huske, hvem jeg er. At huske, at jeg ikke er forkert, bare fordi jeg bliver mødt, som om jeg er. For det, jeg begynder at opdage, er, at min anderledeshed også er min gave. Det er dér, jeg mærker mest. Det er dér, jeg ser ting, andre ikke altid ser. Det er dér, jeg kan møde andre mennesker, lige dér hvor de selv føler sig anderledes. Og måske er det i virkeligheden sådan, vi kan hele den følelse af forkerthed: ved at turde stå ved det, der gør os forskellige – og opdage, at det netop er dér, vi kan forbinde os dybest.

Måske er spørgsmålet ikke, om at jeg er forkert, fordi jeg er anderledes – men om vi alle sammen går rundt og føler os lidt forkerte, og bare venter på, at nogen tør stå ved det først.

Måske er det her, når jeg tør at stå fast, at jeg invitere ind til at andre også godt må. 

Lidt strøtanker på en lørdag
– Katharina Areewong

Jeg har lovet mig selv at give mig selv råt for usødet. Problemet med mennesker som mig, er at mennesker som mig hele tiden skal forsvare sig for at have mange følelser. Vi bliver sat i et levende fængsel for at være ustyrlige, vilde, respektløse, skøre og anderledes. Ikke for os selv. Men for menneskerne omkring os, som ikke forstår os. For mennesker som ikke ved, hvordan de står med deres egne følelser. For mennesker der ikke kan gå i direkte kontakt med dem selv og deres følelser. Fordi det bliver besværligt i dem, når de ikke ved, hvordan man håndterer dem eller bare er der, selvom det hele buldrer, ryster og rammer.

Mennesker som jeg selv, vil egentlig gerne bare have lov til at være, som vi er, uden at blive dømt på det.
Uden at nogen har en holdning til det eller oplever os som for meget eller for lidt. Nogle mennesker har en dårlig krop, og nogle har en stærk. Nogle har en bedre gearet mental styrke, og så er der andre, som har fyldt godt op, og som bare ikke rigtig kan rumme mere. Fængslet for os opstår, når vi kender os selv og ikke bliver mødt i dem, vi ved vi er. Det er dér, det bliver ulideligt. For så skal vi kæmpe med at få en plads. Vi skal kæmpe med at føle os splittet, fordi vores følelser har en plads og opfører sig autentisk med vores adfærd. Der er kongruens. Du kan regne med, at hvis du går over grænsen, så bliver vi ramt.

Du kan regne med, at hvis du siger noget, som sårer os, så bliver vi kede af det..
Du kan regne med, at hvis du ikke fortæller sandheden, så føler vi os forrådte..
Du kan stole blindt på, at når du siger noget, så bliver det rent faktisk lyttet til..

Det er faktisk ret simpelt..

Derfor er det ikke fedt, når der ikke er kongruens den anden vej. Derfor forstår vi ikke altid, hvorfor det er så svært for andre. Hvorfor andre mennesker behandler hinanden på den måde – fordi følelser er ikke noget, man laver sjov med. Medmindre det kommer fra det helt rigtige sted og ikke med en undertone af dårlig sarkasme, som hæver dig over den anden. Det er dér, vores fængsel opstår. For det er præcis her, vi kommer til at føle os forkerte, når vi ikke selv bliver mødt.

I dag overhørte jeg en kunde i Bilka sige:
“Det er mig, som er vred nu. Hvortil kassedamen svarede: “Ja, det hjælper ingenting.”
Kunden rystede på hovedet og sagde: “Nej, det gør det nok ikke.” Jeg fik sagt højt, imens jeg pakkede mine økologiske grøntsagsvarer i min søns skoletaske:

“Eller måske hjælper det faktisk noget. Dig, søde kassedame, til at mærke alt det, du synes er uretfærdigt, og dig, søde kunde, til at stå op for det, du lige prøvede at stå op for. Måske er det slet ikke så slemt. Måske handler det blot om, hvordan vi hver især håndterer den bølge af uopmærksomme følelser i vores krop, som længes efter at blive set. Og nu, når jeg så jer begge, så er det hele vel slet ikke så slemt igen, vel?”

Sagt med det største smil på læben, efterfulgt af et lille kærligt grin og et blink med øjet i min hurtighed af at mægle og skabe bølger i livet, hvor der er stagnation. De blev lidt modløse og kiggede begge ned ad rullebåndet, hvor jeg stod og var ved at putte de sidste grøntsager i min søns taske. Imens stemningen passerede sin sidste pressefase, grinte jeg lidt igen og svarede dertil:

“Nå ja, også er der mig, som altid bliver ramt, når følelser ikke bare kan få lov til at være følelser. Jeg håber, I får en fantastisk dag.”

Efterfulgt af en vinkende hånd og et utroligt flot Colgate-smil – du ved, det jeg altid kan vinke af for ikke at være lige så grim, som jeg føler mig, når mine upassende og manglende situationsfornemmelser kommer til udtryk, som de nok igen ville tolkes af andre. Ikke for mig selv, men for andre. Du ved, den der: shit, satte hun virkelig ord på den store fede lyserøde elefant, som nærmest var ved at destruere hele Bilkas loftrum i tale? Og var det egentlig ikke værre?

Som jeg svingede tasken op på ryggen, lød der en latter i køen, og de alle sammen begyndte at grine lidt.
De følte sig set, oplevet, følt og sanset. Ja, de fleste ville nok synes, det var upassende, og så er der mig, som ser det som ret uskyldigt. Det er jo bare følelser – og her i Norden er mennesker bare ikke glade for at blive set i dem. Hvorimod man i Asien, Amerika og i landene omkring kæmper for at få lov til at blive set. Jeg ejer det, og jeg elsker det.


Måske er vi ikke forkerte, når vi mærker for meget.
Måske er det bare en verden, der har lært sig selv at føle for lidt.
Måske vi ikke skal kalde det for meget, måske det hedder udtryksfuldt.

Og hvad hvis netop dine følelser er den nøgle, der kan låse et lukket hjerte op –
ikke bare dit eget, men også et andet menneskes, der har glemt, hvordan det føles at være levende?

Så når vi bliver dømt for at være “for meget”, kunne det i virkeligheden være, fordi vi bærer på noget, der minder andre om alt det, de har mistet. Og måske er vores største styrke ikke at skrue ned, men at blive stående. Med en finger på pulsen.

At lade hjertet forblive pulserende og være åbent, selv når verden prøver at lukke det.

Lots of love
– Katharina Areewong

Det her er til dig, dig som føler dig alene og som føler ingen forstår dig. Dig som har brug for omsorg og ord. Jeg ved, du ser det hele. Du ser formentlig også meget mere end du skal. Du ser, hvem der er urolige i rummet, hvem der stresser og hvem der ikke har det godt. Du mærker, hvornår stemningen skifter, og du justerer, så det ikke rammer andre for hårdt. Du mærker uretfærdighed når du ønsker et ligeværd og du balancere der hvor der mangler. For du er kvinde, du er sansestærk og du sanser alt det en kvinde kan sanse, når hun er i kontakt med sig selv.

Du tager ansvaret, lægger planerne, holder trådene – ikke fordi nogen beder dig om det, men fordi du ikke kan lade være. Du gør det fordi dit hjerte står åbent og op for retfærdighed, fordi dit hjerte er åbent og fordi du længes efter empati, omsorg og styrke i andre mennesker. Du gør det fordi du ved at mennesker fortjener ligeværdet. Men også fordi at din kærlighed er med til at danne en god verden. Fordi du ved, at andre behandler en som de selv er blevet behandlet.

Jeg ved, det ligner styrke. Det er det faktisk også. Men jeg ved også, hvor træt det kan gøre dig.
Hvor meget du længes efter bare at være. Uden at holde alting sammen. Uden at forudse alt. Komme i forekøbet og uden at bruge din krop, som et følsomt måleinstrument for andres humør og behov. Du længes efter at være dig selv og at andre ser dig, for alt det subtile arbejde du gør, som ingen andre kan se at du gør. Måske de ser det, men de anderkender dig ikke med det DU har behov for. Netop at blive sanset, følt, set og hørt. Ord. Kontakt.

Jeg kender det. Jeg har levet det. Jeg har brugt år på at tro, at det var min pligt at have styr på det hele – for hvis jeg slap, kunne alt falde fra hinanden. For hvem tog så ansvar? Jeg har brugt relationer på at være hende, der var trygheden, roen, overblikket, sikkerhedsnettet, den rummende og tålmodige. Selv når jeg selv havde allermest brug for det.

Men sandheden er, jeg først i sen sen alder begyndte at forstå det. Kontrol er ikke kun noget, man har over andre eller omkring sig og situationer. Det er også noget, man holder i sig selv – og det kan blive et fængsel, selv når tremmerne er lavet af guld. At slippe den er ikke let, tværtimod. Det kræver et kæmpe mod og hårdt arbejde at rejse den selvindsigt, til at turde sætte sig i stilheden, uden at fylde den ud.
Det kræver tillid at lade andre bære, selv når de gør det anderledes end dig og det måske for dig ikke mærkes som omsorg. Og det kræver en stille, vedholdende kærlighed til dig selv at turde tro på, at du stadig er tryg, selv uden at føle det. Selv uden at mærke at andre kan sanse dig.

Så, kære kvinde – måske er i dag dagen, hvor du øver dig på at blive siddende og give et kærligt lille blik indad. Hvor du stopper op og mærker, at du stadig er her, også når du ikke styrer alt. Især når frustrationen og vreden over at der ikke er styr på det, kommer frem. For frihed bor ikke kun i det, du kan kontrollere. Den bor også i alt det, du tør slippe.


“Må dine reflektioner lande kærligt i dig”
– Katharina Areewong

Jeg ved ikke præcist, hvornår det begyndte. Måske har det altid ligget der. Som noget, jeg ikke rigtig kunne slippe igen, uden helt at miste mig selv. Jeg planlægger. Forbereder. Tænker fem skridt frem. Ikke fordi jeg elsker struktur, men fordi det føles konfronterende at lade være. Jeg holder fast i kontrollen, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var uden. Fordi jeg har lært at være hende, der har styr på det hele. Hende, der kan klare sig. Hende, der ikke vælter. I min tid på psykoterapeutstudiet blev jeg konfronteret en del med det. Ikke fordi folk ønskede at lave om på mig, men fordi andre kunne se noget, jeg ikke selv kunne. Genkendelsen af den holdthed i mig, der desværre også følger med det “at være helt i kontrol”. Afstanden til andre og behov for at slappe af i andres selskab, selvom jeg ikke kunne. Det, som på overfladen ligner styrke, men som i virkeligheden skaber afstand.

Det interessante handlede i virkeligheden ikke om kontrollen i sig selv, men om dét at bo indeni mig selv på en måde, hvor intet kunne nå mig. Det var først i spejlingerne fra andre, at noget begyndte at vågne.
Det var også i den tid at det gik op for mig hvor mange mennesker der egentlig går rundt og har det på samme måde, uden egentlig at vide hvad det er de mærker.

But… “you can’t heal what you can’t feel”, som John Bradshaw så fint citerer…

Og sådan var det også for mig…
Jeg anede ikke at det var sådan jeg havde det…
Det var først i en social social sammenhængen at jeg opdagede det..
Først igennem andres reaktioner, og så i mig selv.

Jeg var vred i starten. Vred over, at andre projicerede noget over på mig. Vred, fordi jeg ikke selv kunne mærke det – og derfor blev provokeret. Indtil jeg sad over for et menneske, som blev ved med at lytte. Og lige der, opdagede jeg det. Det handlede om tillid. Om at turde åbne op, uden at føle mig forkert, når jeg endelig gjorde det. Noget i mig var ved at vågne – og pludselig så jeg kontrol overalt.
Ligesom når man overvejer at få et barn eller en bil – og pludselig ser gravide maver eller den samme bil alle steder. Sådan var det også med kontroltabet. Jeg kunne ikke mærke – men jeg kunne se det i alt omkring mig. Det var der, det blev alvorligt. Ikke fordi jeg ikke kunne kontrollere det mere men fordi jeg aldrig før havde stået i det indre rum alene, hvor der ikke længere var nogen ydre struktur til at holde min indre oppe. Kun mig. Og det, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle møde. Der var ikke nogen, der sagde “du må godt være her, selvom du ikke ved hvordan”. Så jeg prøvede at kontrollere det også. Selv min egen opløsning prøvede jeg at gøre pæn. At forklare. At forstå. At skrive mig ud af. Men det virkede ikke. Der var egentlig bare stillheden og tomheden tilbage. Det gjorde mig stille, mere stille end jeg var. Ikke fordi jeg ikke havde noget at sige, men fordi det, jeg længes efter, ikke rigtig kunne forklares.

Da jeg gennemførte to af mine uddannelser og havde kørt dem på samme tid, alt imens jeg opfostrede tre meget små børn, gennemlevede en skilsmisse (uden at være gift) – med en som ikke ville acceptere jeg gik. Var mange var måbende over min præstation og gennemslagskraft, imens jeg også startede mit virke i sin tid, var det, som om at alle omkring mig kunne synes, det var vildt, og jeg fik de vildeste reaktioner på min præstation igennem disse år – og hvad der sommetider stadig forfølger mig lidt. Var at jeg faktisk slet ikke brød mig om det, og det var overvældende at se andres reaktioner. Særligt ved situationer, når den ene sagde: “Jamen, har du ikke en uddannelse?” og den anden siger: “Jamen, er du ikke terapeut?” – hvortil jeg nærmest følte mig skyldig og som om jeg var et showdyr, der blev opdaget i at have udstillet mig på vildeste vis. Fordi jeg havde fortalt særpræget til forskellige, hvad jeg lavede. Det er efterhånden gået hen og blevet en “jeg arbejder med mennesker”-replik. Tænk ikke at kunne eje sin egen succes? Det er så dumt.

Jeg bryder mig ikke om at prale, og i disse situationer har jeg følt mig udstillet og som om andre tog mig useriøst – som en ADHD-loppe, som springer rundt i manegen og ikke aner en dyt om, hvad den skal. Sådan havde jeg det i relationer med… hmm… lad mig kalde dem spørgsmålstegnene. de kender mig jo ikke. De aner ikke hvem jeg er eller hvad der er drivkraften for min væren og for min passion i livet. For mit hjertebarn og for min dybe dybe refleksioner, grundværdier og bevæggrunde i mit korte men lange liv. Jeg krummer tæer af at skrive det her, for sandheden er, at det handler igen om kontrol. Det handler om økonomisk sikkerhed som enlig mor til tre børn uden en “samfundsmæssigt godkendt” universitetsuddannelse. Det har været så kæmpestort et indre pres, og når det forsvinder, er det bare tomt. Det handler om et liv der er startet for sent, fordi jeg ikke var givet de bedste kort fra starten. Det handler om ikke at turde at eje sit lys og sin succes. I frygt for hvordan andre kommer til at kigge på en.

Sandheden er, at langt hen ad vejen mærker jeg for meget, men i relation mærker jeg intet og at det er noget, jeg må eje. Selvom jeg skælver. Jeg sagde det ikke højt i starten, og jeg regnede bestemt heller ikke med de akavede situationer imellem mennesker, jeg knap nok kendte. Jeg er ikke god til at tale om mig selv. Det sker ofte, at det trækkes ud af mig. Det er ikke fordi, jeg er reserveret, eller ønsker at være speciel, det er fordi, det er svært at forklare, hvordan man kan få så mange bolde i luften til at lande rigtigt – uden at fortælle, hvad der ligger bag og uden at tage den tid jeg skal bruge for at forklare det.

De fleste stiller blot deres nysgerrighed og tilfredsstillelse og ønsker svar på den skepsis der bor i dem. Det kan da ikke være rigtigt at de kan lade sig gøre? Når det er tilfredsstillet og de har fået deres måde at se det på, så mister interessen og de har et forudtagende holnding til dig, imens du sidder tilbage med følelsen af at være forkert. Følelsen af at have tilfredsstillet deres usikkerhed og begrænsing, i bytte med din sårbarhed som egentlig landede helt forkert, igen.

For hvis du genkender det her, så ved du ligeså godt som jeg, at det her er noget du genkender ret godt og derfor ender du altid med at være alene og isoleret. For der er sikkert ingen der alligevel rigtig forstår dig, vel?

Sådan er det, når du lever med at være over empati og følelsesmæssig tilgængelighed. Det er en evig indre kamp om at forblive ved med at holde hjertet åbent, ikke miste interessen i andre mennesker og samme tid ikke øve i at være omsorgsfuld, for dem som bare river i dig. Ikke fordi du ikke vil, men fordi du længes efter ligesindede som ønsker at give tilbage. Ikke af returbytte, men af åbenhed og tilgængelighed og kærlig lyst. Fordi du insistere på at være dig og insistere på ligeværd.

Jeg ved ikke helt, hvor det fører hen endnu.
Jeg ved bare, at jeg ikke længere vil gemme mig bag “jeg har styr på det”.
At der er noget i mig, der ikke længere vil kontrolleres, men mærkes. Og måske er det ikke svaghed, når man ikke kan holde facaden. Måske er det bare det sted, hvor livet begynder igen. Uden forsvar. Uden præstation. Uden facade.

Det ER mig.

Og måske dig.
Hvis du også kender det.
Og det er måske nok for nu.

– Katharina Areewong

Der var engang, hvor jeg troede, at det vigtigste i livet var at præstere. At finde ud af, hvem skulle jeg være – og så være det, helst uden tøven eller at blive anset for usikker. Men undervejs i den proces, begyndte jeg at finde ud af at det heller ikke rigtig var mig. Det var som om noget andet kaldte, noget mere autentisk, mere roligt, mere dybt og mere ægte.

Noget der var meget mere stille..

Jeg har været i mange steder i mit liv – i mit arbejdsliv, i relationer, i familieliv og i mig selv. Jeg har mærket hvordan det føles at miste sig selv og i forsøget på at passe ind, når fodfæstet helt er skredet og der ingen sikkerhedsnet eller fundament er tilbage at lande på eller læne sig ind i. Hvordan jeg prøvede at passe ind for at være god nok, men hvordan jeg ligeledes har siddet med en indre stemme som havde lyst til at udtrykke sig selv, men ikke turde, i frygt for at blive valgt fra.

Men jeg har også mærket, hvordan det hele kan begynde at løsne sig, da jeg begyndte at turde at være tro imod alt det der var min største angst. At være tro overfor min egen sårbarhed, selvom jeg var i frygt for at blive misforstået, skubbet væk, ikke respekteret, eller når mennesker jeg mødte på min vej, oftest mine “dengang” næreste venner brugte affektiv afstemningsfejl. Til dem der ikke ved hvad det er, så er det et begreb, som bruges når en person ikke responderer passende på den følelsesmæssige tilstand du er i. Mange oplever det som om ens sårbarhed bliver afvist og selvom det ikke er af ond mening, så gør det bare ondt alligvel – fordi det bare skaber uoverensstemmelse og ensomhed.

Men da jeg begyndte at stille mig de helt ærlige spørgsmål:
Hvem er jeg egentlig? Hvad længes jeg efter? Hvor gør det ondt – og tør jeg kigge og bevæge mig derhen?

Lige der begyndte min rejse og tingene begyndte så småt at skifte. Fordi jeg har valgt at tage min plads. Med alt det gode og det knap så flatterende – og omfavne det hele med min egen kærlighed. Uden forventning til om andre kan rumme det eller ej. Denne blog er mit svar på de spørgsmål. Det frirum, hvor jeg deler det, jeg selv har lært – og stadig lærer. Om livet, om relationer, om det at være i udvikling. Om kærlighed, om smerte, om håb. Og om at samle det hele op igen og tage små skridt hjemad – hjem til mig selv. Jeg hører ofte mange tale om alt det jeg ønsker mig og resonere med, men det har for mig, krævet et aktivt valg at vælge mig selv til og gøre det der skulle til, for at jeg kunne være der hvor jeg er i dag. Problemet er at alle de gange jeg har siddet og lyttet til podcasts, set andre som inspirerede mig, sad jeg stadig der og mærkede resonans, kortvarigt. Men jeg havde ikke den fjerneste ide om hvordan jeg skulle formå at tage action på det i mit liv som rent faktisk havde en betydning og som skabte forandringen indeni mig.

Jeg blev inspireret, ja!

Men det forandrede sig ikke, for jeg var ikke i stand til det. Jeg sad fast. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle gøre. Jeg havde ingen svar, ingen at spejle mig i og ingen jeg følte at jeg var “on the same page” med. Ingen der kunne vise mig vejen eller retningen. Jeg var alene i at finde min vej i livet.

Der er masser af steder online, hvor du kan få “10 hurtige tips” til et bedre liv. Det her er ikke sådan et sted. Det her er et sted med dybde og mening. Med ærlighed. Med plads til både det sårbare og det stærke. Det grimme og det fine. Det fjollede og det sørgelige. Men vigtigst af alt, er det autentisk og råt.

Du vil møde indlæg, hvor jeg deler personlige erfaringer – om kærlighed, grænser, tvivl, længsel og udvikling. Du vil også kunne finde refleksioner, øvelser og spørgsmål, du kan tage med ind i dit eget liv – som små pejlemærker i din proces. Fra mig til dig.

Du behøver ikke at forstå det hele.
Du behøver ikke være “klar” eller “færdig” for at være her og læse med.
Du må komme, med det du er. Med alt, du bærer på.
Du må gerne læse med, græde lidt, smile lidt, lukke siden og vende tilbage senere.
Det hele er velkommen.

Mit håb er, at denne blog bliver et sted, hvor du kan spejle dig.
Et sted, du vender tilbage til, når livet føles lidt for meget – eller måske bare lidt stille.
Når ensomheden banker på og du savner et sted at “læne” dig ind.
Et sted, der minder dig om, at forandring er muligt og at det hele ikke skal ske fra den ene dag til den anden. Og at du ikke er alene. At der er mange som dig og mig, som ønsker at se andet end et glansbillede og som rent faktisk værdsætter det grimme og uperfekte.

Tak fordi du er her og fordi du læste med så langt.

Med kærlige kram,
Katharina Areewong <3