Ensomhed er sådan et fint ord på noget, de fleste kan genkende eller har stiftet bekendtskab med i løbet af livet. Den kan have mange afstikkere, og hvad mener jeg egentlig med det? Ser du, ensomhed er en følelse. Den følelsesmæssige tilstand er den samme, men den tager altid form forskelligt fra menneske til menneske. Det er netop dét, jeg synes er så fint – og samtidig så frygtelig misforstået.
De fleste mennesker forstår følelser, men fordi de ikke selv er i kontakt med dem, ender de ofte i en situation hvor de forstår det selv, men de aner ikke hvordan de skal håndteres og hvad det enkelte menneske ofte har brug for i situationen. For ensomhed handler sjældent om at være alene. Den handler om ikke at blive mødt.
Man kan være omgivet af mennesker og stadig føle sig dybt ensom. Samtalen for leden, fik mig til at reflektere andres oplevelse af mig. Jeg delte i en situation hvor ofte ensomheden er blevet min bedste ven og noget som oprigtig lever sig indeni mig og altid har gjort det. Spejlingen var, jamen Katharina dog, jeg anede slet ikke du havde det på den måde. Du har SÅ mange venner og min oplevelse er, at de alle sammen er ret tæt på dig. Man kan have relationer, samtaler, aftaler i kalenderen – og alligevel mærke, at noget mangler. Ikke i det ydre, men i det indre. For ensomhed er en følelse, der bevæger sig indad. Den trækker sig tilbage i kroppen. I brystet. I maven. I det stille rum, hvor ordene ikke altid kan nå. Men hvor kun det blik som kan følge med hele vejen ind, kan forløse tilstanden. Fra menneske til menneske, kan det ikke kaldes ud. Men kun række langt længere ind, end de fleste kan følge med til.
Som du lige læste, har jeg mange tæt på mig og de alle sammen føler sig utrolig tætte med mig. Ja, hvis ikke du selv opdagede sætningen, så deler jeg det gerne igen. DE, føler sig tæt på mig. Men jeg føler mig ikke tæt på nogle. De personer jeg har følt mig allermest tæt på er mine kærlighedsrelationer. De 4 stykker jeg har turde at lukke ind over de seneste 12 år.
Ensomhed opstår ofte dér, hvor noget i os ikke bliver set, sanset eller fulgt. Hvor vores indre liv ikke har et vidne. Og det er netop derfor, den ikke kan fixes udefra med flere mennesker, flere aktiviteter eller mere støj. Ensomhed opløses ikke af distraktion. Den opløses af kontakt.
Tosomhed, nærværet.
Men kontakt er ikke altid det, vi tror.
For ensomhed kan kun forløses på to måder:
Enten ved at den bliver kaldt ud – i tillid.
Eller ved at et andet menneske tør følge med ind i den.
Følelsen er ofte noget mange forbinder med en grundvibration. Men den forløses kun i mødet med et andet menneske eller i mødet med sig selv. Hvilket er enormt svært at få adgang til. Alene.
Det bringer mig også videre til en tanke, om hvor meget jeg elsker gamle mennesker og hvor meget jeg ville ønske at jeg fik et fritidsarbejde på et Hospice. Der er noget helt særligt ved mennesker der ved de skal dø. Det er en af de eneste steder jeg føler mig allermindst ensom. Den bevidsthed der har rejst sig i mennesker, der ved at de skal dø på et hvilket som helst tidspunkt, er alle sammen mennesker der er forcet ud til, kun at kunne være her og nu. Der er tvunget til at være i tosomhed og nuværet. Det er bare som om alt andet bliver fuldstændig ligegyldigt. Som om intet andet er vigtigere end lige præcis det møde der bor i det sekund øjnene falder ind i hinandens indre verden. Udvekslingen af den følelsesmæssige information, der sker igennem øjnene og uden ord, er et sandhedsøjeblik der er så mættende, sorgfuldt og smukt på en og samme tid.
At kalde ensomheden ud kræver mod. Det kræver, at vi tør sige, se mig: “Jeg er ensom,” uden at pakke det ind, forklare det væk eller gøre det pænere, end det er. At vi tør vise et sted i os selv, som ikke er stærkt nok til at stå selv, ikke velformuleret, ikke socialt velfungerende – men ægte.
At blive fulgt med ind kræver noget andet.
Det kræver et menneske, der kan blive i følelsen sammen med os. Ikke for at fjerne den. Ikke for at løse den. Men for at være der, mens den er der. En, der kan møde blikket, mærke stilheden, rumme tyngden – uden at trække sig, uden at korrigere, uden at ville have os et andet sted hen. Uden ord.
For ensomhed forsvinder ikke, når nogen siger: “Du er ikke alene.”
Den forsvinder, når kroppen mærker: “Jeg er ikke alene her, nu.”
Det er først, når et andet menneske kan stå i samme rum – følelsesmæssigt, kropsligt, sjæleligt – at ensomheden begynder at slippe sit greb. Ikke fordi den bliver løst, men fordi den bliver delt. Og det, der kan deles, mister sin magt. Fordi det opløses.
Måske er det derfor, ensomhed gør så ondt.
Fordi den ikke bare handler om fravær af mennesker, men om fravær af forbindelse.
Og måske er det også derfor, den kræver så meget mod – både at mærke og at møde.
For i ensomheden længes vi ikke efter selskab.
Vi længes efter at blive fulgt.
Jeg ser det igen og igen.
Hos voksne. Hos børn.
Børn, der ikke mangler venner, men mangler et blik, der bliver.
Et barn, der larmer, fordi ingen lytter.
Et barn, der bliver stille, fordi ingen følger med ind.
Og jeg ser voksne, der har lært at klare sig selv så godt,
at ingen længere opdager, hvor ensomme de egentlig er.
Voksne, der taler, men ikke bliver hørt.
Voksne, der smiler, mens noget i dem trækker sig længere og længere indad.
Længslen ser forskellig ud.
Hos nogle bliver den til uro.
Hos andre til kontrol.
Hos nogle til tilpasning.
Hos andre til afstand.
Imens jeg selv ligger mig under radaren.
Men det, der længes, er det samme:
At blive fulgt. Ikke rettet. Ikke reguleret.
Men fulgt – ind i følelsen, ind i kroppen, ind i det sted, hvor ensomheden bor.
De fleste aner slet ikke hvordan det skal føles.
For når øjnene endelig mødes i blikket, lukker de af.
Kigger væk og det er her kontakten skal insisteres nænsomt og kærligt på.
Indtil jeg får lov, at blive lukket helt derind hvor det hele smelter, hjertet bliver blødt og tårene løber ned af kinderne, fordi hjertet blev set, nænsomt, omsorgsfuldt og kærligt.
For ensomhed forsvinder ikke, når vi lærer at klare os selv.
Den forsvinder, når nogen tør være sammen med os dér, hvor vi ikke længere kan bære det alene.
Og nogle gange er det ikke et andet menneske, der møder os først.
Nogle gange er det os selv, der må begynde.
Ved at blive i følelsen lidt længere.
Ved ikke straks at forklare os ud af den.
Ved ikke at skamme os over, at vi længes.
For længsel er ikke svaghed.
Den er liv. Den er forbindelsen, der venter på at blive taget alvorligt.
Den er nøglen til alt det uforløste vi længes efter at mærke selv.
Måske er det ikke ensomheden, vi skal væk fra.
Måske er det den, vi skal lære at blive i – sammen.
Indtil den ikke længere behøver at råbe for at blive set.
De kærligste kram
Katharina Areewong