Det her er til dig, dig som føler dig alene og som føler ingen forstår dig. Dig som har brug for omsorg og ord. Jeg ved, du ser det hele. Du ser formentlig også meget mere end du skal. Du ser, hvem der er urolige i rummet, hvem der stresser og hvem der ikke har det godt. Du mærker, hvornår stemningen skifter, og du justerer, så det ikke rammer andre for hårdt. Du mærker uretfærdighed når du ønsker et ligeværd og du balancere der hvor der mangler. For du er kvinde, du er sansestærk og du sanser alt det en kvinde kan sanse, når hun er i kontakt med sig selv.
Du tager ansvaret, lægger planerne, holder trådene – ikke fordi nogen beder dig om det, men fordi du ikke kan lade være. Du gør det fordi dit hjerte står åbent og op for retfærdighed, fordi dit hjerte er åbent og fordi du længes efter empati, omsorg og styrke i andre mennesker. Du gør det fordi du ved at mennesker fortjener ligeværdet. Men også fordi at din kærlighed er med til at danne en god verden. Fordi du ved, at andre behandler en som de selv er blevet behandlet.
Jeg ved, det ligner styrke. Det er det faktisk også. Men jeg ved også, hvor træt det kan gøre dig.
Hvor meget du længes efter bare at være. Uden at holde alting sammen. Uden at forudse alt. Komme i forekøbet og uden at bruge din krop, som et følsomt måleinstrument for andres humør og behov. Du længes efter at være dig selv og at andre ser dig, for alt det subtile arbejde du gør, som ingen andre kan se at du gør. Måske de ser det, men de anderkender dig ikke med det DU har behov for. Netop at blive sanset, følt, set og hørt. Ord. Kontakt.
Jeg kender det. Jeg har levet det. Jeg har brugt år på at tro, at det var min pligt at have styr på det hele – for hvis jeg slap, kunne alt falde fra hinanden. For hvem tog så ansvar? Jeg har brugt relationer på at være hende, der var trygheden, roen, overblikket, sikkerhedsnettet, den rummende og tålmodige. Selv når jeg selv havde allermest brug for det.
Men sandheden er, jeg først i sen sen alder begyndte at forstå det. Kontrol er ikke kun noget, man har over andre eller omkring sig og situationer. Det er også noget, man holder i sig selv – og det kan blive et fængsel, selv når tremmerne er lavet af guld. At slippe den er ikke let, tværtimod. Det kræver et kæmpe mod og hårdt arbejde at rejse den selvindsigt, til at turde sætte sig i stilheden, uden at fylde den ud.
Det kræver tillid at lade andre bære, selv når de gør det anderledes end dig og det måske for dig ikke mærkes som omsorg. Og det kræver en stille, vedholdende kærlighed til dig selv at turde tro på, at du stadig er tryg, selv uden at føle det. Selv uden at mærke at andre kan sanse dig.
Så, kære kvinde – måske er i dag dagen, hvor du øver dig på at blive siddende og give et kærligt lille blik indad. Hvor du stopper op og mærker, at du stadig er her, også når du ikke styrer alt. Især når frustrationen og vreden over at der ikke er styr på det, kommer frem. For frihed bor ikke kun i det, du kan kontrollere. Den bor også i alt det, du tør slippe.
“Må dine reflektioner lande kærligt i dig”
– Katharina Areewong
