Kontrol
Jeg ved ikke præcist, hvornår det begyndte. Måske har det altid ligget der. Som noget, jeg ikke rigtig kunne slippe igen, uden helt at miste mig selv. Jeg planlægger. Forbereder. Tænker fem skridt frem. Ikke fordi jeg elsker struktur, men fordi det føles konfronterende at lade være. Jeg holder fast i kontrollen, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var uden. Fordi jeg har lært at være hende, der har styr på det hele. Hende, der kan klare sig. Hende, der ikke vælter. I min tid på psykoterapeutstudiet blev jeg konfronteret en del med det. Ikke fordi folk ønskede at lave om på mig, men fordi andre kunne se noget, jeg ikke selv kunne. Genkendelsen af den holdthed i mig, der desværre også følger med det “at være helt i kontrol”. Afstanden til andre og behov for at slappe af i andres selskab, selvom jeg ikke kunne. Det, som på overfladen ligner styrke, men som i virkeligheden skaber afstand.
Det interessante handlede i virkeligheden ikke om kontrollen i sig selv, men om dét at bo indeni mig selv på en måde, hvor intet kunne nå mig. Det var først i spejlingerne fra andre, at noget begyndte at vågne.
Det var også i den tid at det gik op for mig hvor mange mennesker der egentlig går rundt og har det på samme måde, uden egentlig at vide hvad det er de mærker.
But… “you can’t heal what you can’t feel”, som John Bradshaw så fint citerer…
Og sådan var det også for mig…
Jeg anede ikke at det var sådan jeg havde det…
Det var først i en social social sammenhængen at jeg opdagede det..
Først igennem andres reaktioner, og så i mig selv.
Jeg var vred i starten. Vred over, at andre projicerede noget over på mig. Vred, fordi jeg ikke selv kunne mærke det – og derfor blev provokeret. Indtil jeg sad over for et menneske, som blev ved med at lytte. Og lige der, opdagede jeg det. Det handlede om tillid. Om at turde åbne op, uden at føle mig forkert, når jeg endelig gjorde det. Noget i mig var ved at vågne – og pludselig så jeg kontrol overalt.
Ligesom når man overvejer at få et barn eller en bil – og pludselig ser gravide maver eller den samme bil alle steder. Sådan var det også med kontroltabet. Jeg kunne ikke mærke – men jeg kunne se det i alt omkring mig. Det var der, det blev alvorligt. Ikke fordi jeg ikke kunne kontrollere det mere men fordi jeg aldrig før havde stået i det indre rum alene, hvor der ikke længere var nogen ydre struktur til at holde min indre oppe. Kun mig. Og det, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle møde. Der var ikke nogen, der sagde “du må godt være her, selvom du ikke ved hvordan”. Så jeg prøvede at kontrollere det også. Selv min egen opløsning prøvede jeg at gøre pæn. At forklare. At forstå. At skrive mig ud af. Men det virkede ikke. Der var egentlig bare stillheden og tomheden tilbage. Det gjorde mig stille, mere stille end jeg var. Ikke fordi jeg ikke havde noget at sige, men fordi det, jeg længes efter, ikke rigtig kunne forklares.
Da jeg gennemførte to af mine uddannelser og havde kørt dem på samme tid, alt imens jeg opfostrede tre meget små børn, gennemlevede en skilsmisse (uden at være gift) – med en som ikke ville acceptere jeg gik. Var mange var måbende over min præstation og gennemslagskraft, imens jeg også startede mit virke i sin tid, var det, som om at alle omkring mig kunne synes, det var vildt, og jeg fik de vildeste reaktioner på min præstation igennem disse år – og hvad der sommetider stadig forfølger mig lidt. Var at jeg faktisk slet ikke brød mig om det, og det var overvældende at se andres reaktioner. Særligt ved situationer, når den ene sagde: “Jamen, har du ikke en uddannelse?” og den anden siger: “Jamen, er du ikke terapeut?” – hvortil jeg nærmest følte mig skyldig og som om jeg var et showdyr, der blev opdaget i at have udstillet mig på vildeste vis. Fordi jeg havde fortalt særpræget til forskellige, hvad jeg lavede. Det er efterhånden gået hen og blevet en “jeg arbejder med mennesker”-replik. Tænk ikke at kunne eje sin egen succes? Det er så dumt.
Jeg bryder mig ikke om at prale, og i disse situationer har jeg følt mig udstillet og som om andre tog mig useriøst – som en ADHD-loppe, som springer rundt i manegen og ikke aner en dyt om, hvad den skal. Sådan havde jeg det i relationer med… hmm… lad mig kalde dem spørgsmålstegnene. de kender mig jo ikke. De aner ikke hvem jeg er eller hvad der er drivkraften for min væren og for min passion i livet. For mit hjertebarn og for min dybe dybe refleksioner, grundværdier og bevæggrunde i mit korte men lange liv. Jeg krummer tæer af at skrive det her, for sandheden er, at det handler igen om kontrol. Det handler om økonomisk sikkerhed som enlig mor til tre børn uden en “samfundsmæssigt godkendt” universitetsuddannelse. Det har været så kæmpestort et indre pres, og når det forsvinder, er det bare tomt. Det handler om et liv der er startet for sent, fordi jeg ikke var givet de bedste kort fra starten. Det handler om ikke at turde at eje sit lys og sin succes. I frygt for hvordan andre kommer til at kigge på en.
Sandheden er, at langt hen ad vejen mærker jeg for meget, men i relation mærker jeg intet og at det er noget, jeg må eje. Selvom jeg skælver. Jeg sagde det ikke højt i starten, og jeg regnede bestemt heller ikke med de akavede situationer imellem mennesker, jeg knap nok kendte. Jeg er ikke god til at tale om mig selv. Det sker ofte, at det trækkes ud af mig. Det er ikke fordi, jeg er reserveret, eller ønsker at være speciel, det er fordi, det er svært at forklare, hvordan man kan få så mange bolde i luften til at lande rigtigt – uden at fortælle, hvad der ligger bag og uden at tage den tid jeg skal bruge for at forklare det.
De fleste stiller blot deres nysgerrighed og tilfredsstillelse og ønsker svar på den skepsis der bor i dem. Det kan da ikke være rigtigt at de kan lade sig gøre? Når det er tilfredsstillet og de har fået deres måde at se det på, så mister interessen og de har et forudtagende holnding til dig, imens du sidder tilbage med følelsen af at være forkert. Følelsen af at have tilfredsstillet deres usikkerhed og begrænsing, i bytte med din sårbarhed som egentlig landede helt forkert, igen.
For hvis du genkender det her, så ved du ligeså godt som jeg, at det her er noget du genkender ret godt og derfor ender du altid med at være alene og isoleret. For der er sikkert ingen der alligevel rigtig forstår dig, vel?
Sådan er det, når du lever med at være over empati og følelsesmæssig tilgængelighed. Det er en evig indre kamp om at forblive ved med at holde hjertet åbent, ikke miste interessen i andre mennesker og samme tid ikke øve i at være omsorgsfuld, for dem som bare river i dig. Ikke fordi du ikke vil, men fordi du længes efter ligesindede som ønsker at give tilbage. Ikke af returbytte, men af åbenhed og tilgængelighed og kærlig lyst. Fordi du insistere på at være dig og insistere på ligeværd.
Jeg ved ikke helt, hvor det fører hen endnu.
Jeg ved bare, at jeg ikke længere vil gemme mig bag “jeg har styr på det”.
At der er noget i mig, der ikke længere vil kontrolleres, men mærkes. Og måske er det ikke svaghed, når man ikke kan holde facaden. Måske er det bare det sted, hvor livet begynder igen. Uden forsvar. Uden præstation. Uden facade.
Det ER mig.
Og måske dig.
Hvis du også kender det.
Og det er måske nok for nu.
– Katharina Areewong
