Når den ene elsker mere end den anden

Der findes en helt særlig stilhed i nogle relationer, hvor kærligheden ikke vejer lige meget i begge hænder. Den er ikke larmende. Den er der bare. Som et uroligt åndedrag mellem to mennesker. Jeg har altid mærket dybt. I dybderne og sanset ting som de fleste mennesker ikke kan sanse. Jeg er hende, der ser lagene i et blik, hører pausen mellem ordene og mærker hjertet bag en berøring. Men jeg har også hende, der elsker for meget. Eller måske bare for tidligt.

For åbent.
For helt.

Når den ene elsker mere end den anden, føles det som at stå i en dans, hvor musikken er smukkest, men den anden allerede har taget skridtet væk. Man mærker det i mellemrummet, før det siges højt. I måden blikket ikke helt møder ens eget længere. I de små øjeblikke, hvor man stadig håber på gensvar, men begynder at holde vejret i stedet. Det er en stille sorg – for der er jo stadig kærlighed.


Bare ikke den, der bevæger sig frit begge veje. At elske for meget er som at hælde sit hjerte ud i hænder, der ikke helt kan bære det. Man prøver at gøre sig mindre, lettere, mere rummelig – for ikke at skræmme den anden væk. Man begynder at elske med forsigtighed, men det er dér, man mister sig selv. For kærlighed, der skal dæmpes, mister sin egen puls. Jeg ved ikke, hvornår jeg lærte at elske sådan. Måske dengang kærlighed og tilpasning blev forvekslet. Måske dengang jeg troede, at hvis jeg bare elskede nok, ville nogen blive.

Men kærlighed, der kræver at du forlader dig selv,
er ikke kærlighed – det er frygt.

Frygten for at miste.
Frygten for at blive forladt.
Frygten for at mærke, hvor meget du i virkeligheden længes.

Når den ene elsker mere end den anden,
så bliver kærligheden ikke mindre ægte – den bliver bare tungere. Den ene bærer for to og det skiftes. Og i længslen efter at blive mødt, mister man hinanden, glemmer man, at man selv er værd at blive mødt af. Jeg tror, det vigtigste, jeg har lært, er, at kærlighed ikke skal reddes – den skal mærkes. Føles og sanses. Og hvis den ikke bevæger sig frit mellem to hjerter, så er det måske dér, man skal slippe. Ikke for at give op.
Men for at komme hjem. Til sig selv. Det gør man ikke for sig selv, men fordi man længes efter den anden. Mødet, kompromiset, forbindelsen. For den, der elsker for meget, elsker altid ægte –
men det er først, når kærligheden begynder at inkludere dig selv, at den bliver ægte hel.


De kærligste vibrerende hjerte skriv
fra i dag, “bare”

Katharina