De fleste som udvikler sig, har prøvet at miste dem som de troede skulle være tæt på dem resten af livet. Mennesker som de følte en kæmpe nærhed med, har de oplevet er smuttet væk undervejs. Det er sådan en normal ting. Jeg høre det ofte når folk går i terapi. Jeg har ikke rigtig været bevidst omkring det, før senere i mit liv.
Første gang det ægte skete for mig, var da jeg boede i Asien. Det var en virkelig speciel tid for mig. Jeg rykkede mig simpelthen så meget og hver gang jeg kom hjem for at besøge mine gamle venner, familie og veninder, så havde jeg været ude at se verden og opleve den, imens de andre stadig var det samme sted og havde de samme briller på. Der var aldrig rigtig andet end at jeg lagde mærke til at de kun havde hinanden at tale om. Jeg har mistet mennesker, efter jeg udviklede mig og det er noget jeg virkelig har skulle øve mig på. At give slip i de relationer som ikke har lyst til at være der eller som ikke længere giver mig noget. Det har været vanvittigt svært, fordi jeg knytter mig helt ekstremt meget.
Nok nærmere for meget..
Jeg har ihverfald brugt årevis på at græde over tabte veninder, venner og familie..
Jeg har savnet og manglet, uden den samme følelse har været gengældt..
Det er fanme hårdt..
Ikke fordi jeg blev hårdere.
Ikke fordi jeg blev ligeglad.
Men fordi jeg stoppede med at forlade mig selv for at bevare relationen.
Den her særlig fase i livet, hvor noget skifter indeni. Hvor det, man før kunne bære, pludselig føles forkert i kroppen. Hvor kompromiser ikke længere føles som kærlighed, men som selvforladthed. Det er dér, man opdager, hvem der var vant til ens tilpasning. Det er den fase i livet som stiller dig forvirrende og uforstående tilbage. Det er også den fase i livet du ville ønske du kunne sætte ord på, når du på et tidspunkt oplever du står midt i den. For du opdager den formentlig slet ikke, du mærker bare noget er helt fuldstændig anderledes. Forvirrende og helt off..
Jeg troede længe, at relationer gik i stykker, fordi noget var galt. Oftest med mig. For jeg troede på det de sagde, på projektionerne og spejlingerne af deres eget. I dag ved jeg, at nogle relationer kun fungerer, så længe du er mindre, langsommere, mere fleksibel end du egentlig er. Når du stopper med det, kalder man det forandring.
Eller afstand. Eller at du har ændret dig.
Det har jeg også.
Jeg er holdt op med at holde mig selv.
Nogle mennesker kunne kun være tæt på mig, når jeg bar mere, end jeg burde. Når jeg var forstående før jeg var ærlig. Når jeg var rummelig før jeg var tydelig. Da jeg stoppede med det, opstod der stilhed. Ikke den rolige slags. Den afslørende. Den dybt konfronterende og den sårende. Den der i sin mest rå form er sandheden, imellem to mennesker. Det gør ondt at opdage, at noget kun kunne eksistere på bekostning af dig selv. Men det er også befriende. For det betyder, at det ikke var din fejl, da det begyndte at føles tomt. Det var din krop, der begyndte at tale og det er til dit held og forsvar.
Jeg er ikke blevet sværere at elske.
Jeg er blevet sværere at bruge.
Og det er en forskel, jeg kan leve med.
Som du også burde leve med.
Jeg bygger mit liv et sted, hvor jeg ikke skal oversætte mig selv for at høre til. Hvor nærhed ikke kræver selvopgivelse. Hvor relationer kan tåle, at jeg står oprejst. Det er ikke alle, der følger med.
Men det er heller ikke alle, der skulle.
Og det er faktisk helt okay.
– Katharina Areewong