Når du siger noget højt, vil det altid blive hørt forskelligt. Det er ikke et problem ved dit budskab – men det er på en måde et grundvilkår ved mennesker. Ti personer vil skabe ti forskellige fortolkninger, fordi ingen lytter neutralt. Alle lytter gennem deres egne erfaringer, overbevisninger og begrænsninger. Sådan er det egentlig bare. Det er sådan en ting jeg efterhånden har forstået og lært at håndtere med årene. Der vil altid være nogen, der misforstår dig. Nogen, der laver deres egen version af historien. Nogen, der udfylder det, de ikke ved, med antagelser og kalder det en sandhed. Det sker ikke, fordi du har gjort noget forkert, men fordi det er sådan mening skabes i relationer mellem mennesker.
Nogle gange lander det forkert, andre gange er det en helt anden historie og du kan bare ikke gøre noget ved det. Når du vælger at stå tydeligt frem, følger modstand med. Det er prisen for synlighed. Det er ikke et tegn på, at du er forkert – det er et tegn på, at du ikke gemmer dig. Og nej, det stopper ikke. Det gør det sjældent.
Langt de fleste gange bliver det egentlig bare værre, men den eneste forskel er at du formentlig med årene nok, lærer at håndtere det igen og igen. Om det er anmeldelser om dine børns trivsel, dig på din arbejdsplads, dårlig adfærd, beskyldninger om du gør noget for at såre din bedste veninde, eller om du har været i seng med en du kun har drukket en kop kaffe med.. Tjaa.. Tjoo.. Hmm..
Det, der kan ændre sig, er hvor du står, når det sker.
Følelsen af forkerthed og det at håndtere det, bliver anderledes.
Desto flere gange du har prøvet det.
Hvis du hele tiden forsøger at forklare dig, forsvare dig eller rette andres opfattelser, placerer du dit ståsted uden for dig selv. Du overlader din ro til andres forståelse. Det er en ustabil position at leve fra. Vi gør det alle sammen.
Nogle af os holder på os selv, indtil vi ikke gør det længere, fordi det at fylde med budskabet er vigtigere for os end alt det andet. Det at fylde med hvad der er sandt for dig, er der flere af os der lever efter.
Selvstøtte handler ikke om at lukke ned. Det handler om at vide, hvornår noget er dit ansvar – og hvornår det ikke er. Beskyldninger, misforståelser og andres historier behøver ikke blive taget ind, bare fordi de bliver fremsat. Du behøver ikke blive korrekt læst af alle, for at være korrekt i dig selv. Det er at gå hjemmefra.
Alt for langt, hjemmefra og det er for mange et smertefuldt og angstfyldt sted at leve fra.
Nogle siger at dem der lever stille, lever bedst.
Men det at leve stille er ikke altid at leve sandt.
At stå frem, kan være den mest stille handling.
At stoppe med at forklare er ikke arrogance. Det er afklaring. Det er at stå fast i det, du ved, også når det ikke bliver mødt. Og det er ofte først dér, retning bliver tydelig – ikke fordi verden ændrer sig, men fordi du ikke længere flytter dig for dens skyld.
– Katharina Areewong