Der var engang, hvor jeg troede, at det vigtigste i livet var at præstere. At finde ud af, hvem skulle jeg være – og så være det, helst uden tøven eller at blive anset for usikker. Men undervejs i den proces, begyndte jeg at finde ud af at det heller ikke rigtig var mig. Det var som om noget andet kaldte, noget mere autentisk, mere roligt, mere dybt og mere ægte.
Noget der var meget mere stille..
Jeg har været i mange steder i mit liv – i mit arbejdsliv, i relationer, i familieliv og i mig selv. Jeg har mærket hvordan det føles at miste sig selv og i forsøget på at passe ind, når fodfæstet helt er skredet og der ingen sikkerhedsnet eller fundament er tilbage at lande på eller læne sig ind i. Hvordan jeg prøvede at passe ind for at være god nok, men hvordan jeg ligeledes har siddet med en indre stemme som havde lyst til at udtrykke sig selv, men ikke turde, i frygt for at blive valgt fra.
Men jeg har også mærket, hvordan det hele kan begynde at løsne sig, da jeg begyndte at turde at være tro imod alt det der var min største angst. At være tro overfor min egen sårbarhed, selvom jeg var i frygt for at blive misforstået, skubbet væk, ikke respekteret, eller når mennesker jeg mødte på min vej, oftest mine “dengang” næreste venner brugte affektiv afstemningsfejl. Til dem der ikke ved hvad det er, så er det et begreb, som bruges når en person ikke responderer passende på den følelsesmæssige tilstand du er i. Mange oplever det som om ens sårbarhed bliver afvist og selvom det ikke er af ond mening, så gør det bare ondt alligvel – fordi det bare skaber uoverensstemmelse og ensomhed.
Men da jeg begyndte at stille mig de helt ærlige spørgsmål:
Hvem er jeg egentlig? Hvad længes jeg efter? Hvor gør det ondt – og tør jeg kigge og bevæge mig derhen?
Lige der begyndte min rejse og tingene begyndte så småt at skifte. Fordi jeg har valgt at tage min plads. Med alt det gode og det knap så flatterende – og omfavne det hele med min egen kærlighed. Uden forventning til om andre kan rumme det eller ej. Denne blog er mit svar på de spørgsmål. Det frirum, hvor jeg deler det, jeg selv har lært – og stadig lærer. Om livet, om relationer, om det at være i udvikling. Om kærlighed, om smerte, om håb. Og om at samle det hele op igen og tage små skridt hjemad – hjem til mig selv. Jeg hører ofte mange tale om alt det jeg ønsker mig og resonere med, men det har for mig, krævet et aktivt valg at vælge mig selv til og gøre det der skulle til, for at jeg kunne være der hvor jeg er i dag. Problemet er at alle de gange jeg har siddet og lyttet til podcasts, set andre som inspirerede mig, sad jeg stadig der og mærkede resonans, kortvarigt. Men jeg havde ikke den fjerneste ide om hvordan jeg skulle formå at tage action på det i mit liv som rent faktisk havde en betydning og som skabte forandringen indeni mig.
Jeg blev inspireret, ja!
Men det forandrede sig ikke, for jeg var ikke i stand til det. Jeg sad fast. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle gøre. Jeg havde ingen svar, ingen at spejle mig i og ingen jeg følte at jeg var “on the same page” med. Ingen der kunne vise mig vejen eller retningen. Jeg var alene i at finde min vej i livet.
Der er masser af steder online, hvor du kan få “10 hurtige tips” til et bedre liv. Det her er ikke sådan et sted. Det her er et sted med dybde og mening. Med ærlighed. Med plads til både det sårbare og det stærke. Det grimme og det fine. Det fjollede og det sørgelige. Men vigtigst af alt, er det autentisk og råt.
Du vil møde indlæg, hvor jeg deler personlige erfaringer – om kærlighed, grænser, tvivl, længsel og udvikling. Du vil også kunne finde refleksioner, øvelser og spørgsmål, du kan tage med ind i dit eget liv – som små pejlemærker i din proces. Fra mig til dig.
Du behøver ikke at forstå det hele.
Du behøver ikke være “klar” eller “færdig” for at være her og læse med.
Du må komme, med det du er. Med alt, du bærer på.
Du må gerne læse med, græde lidt, smile lidt, lukke siden og vende tilbage senere.
Det hele er velkommen.
Mit håb er, at denne blog bliver et sted, hvor du kan spejle dig.
Et sted, du vender tilbage til, når livet føles lidt for meget – eller måske bare lidt stille.
Når ensomheden banker på og du savner et sted at “læne” dig ind.
Et sted, der minder dig om, at forandring er muligt og at det hele ikke skal ske fra den ene dag til den anden. Og at du ikke er alene. At der er mange som dig og mig, som ønsker at se andet end et glansbillede og som rent faktisk værdsætter det grimme og uperfekte.
Tak fordi du er her og fordi du læste med så langt.
Med kærlige kram,
Katharina Areewong <3
