Livet står stille længe nok, til at blive mærket. Det er sådan jeg har valgt at gå ind i 2026. Uden kort, men ikke uden retning. Mit indre er min weathervane. Ikke for at vise hvor vinden burde komme fra, men for at mærke hvor den rent faktisk blæser. Jeg har altid valgt sandhed, tro og loyalitet til, overfor mig selv – hvilket kan være en lang boksekamp, hvis du har for meget empati, for så slår du dig på dem der ikke giver dig plads. Det er svært, for hvis tendensen altid er at sætte andres følelser over dig selv, så mister du dig selv og det gør ikke kun ondt på den anden, men særdeles også på dig selv. 2026 handler for mig, ikke om at presse mig fremad, men at justere mig selv, så jeg ikke mister retningen – når verdenen skifter.
Når jeg vender mig i år, så er det ikke fordi jeg er i tvivl, så er det fordi jeg er yderst opmærksom. 🌍
De fleste situationer eller ting, bliver sjældent som jeg har planlagt dem. Det har jeg levet alt for længe i mit meget korte liv, nok til at have erfaret. Jeg lever i en verden hvor retning ofte bliver forvekslet med fremdrift. Hvor det at vide hvad jeg vil, skal kunne forklares, planlægges og forsvares. Hvor stilstand bliver misforstået som tvivl og justering som usikkerhed.
Men for mig er det stik modsat.
Min weathervane bevæger sig ikke, fordi den er i tvivl. Den bevæger sig, fordi den er i sand kontakt. Den registrerer forandringer, før de kan forklares. Den justerer sig ikke for at ændre vinden – men for at stå sandt i den. Sådan er det også for mig. Når jeg vender mig tilbage ind i livet. Det er ikke fordi jeg har mistet min retning. Det er, fordi jeg er yderst opmærksom på hvor vinden blæser. Det er nemlig altid lettere at gå i medvind end modvind.
Jeg mærker, at noget er skiftet.
Indeni.
Udenfor.
Eller begge steder på én gang.
Sandheden er aldrig pæn, den gør ondt at indse, ondt at mærke, ondt at være i. Den er sjældent sød og den er oftest misforstået, fordi den konfrontere følelser, kompromisløst. Den tager ikke hensyn til andre, men tvinger os til at se sandheden i øjnene og forholde os til den, uanset hvordan den mærkes. Den stiller os skarpt på hvor vi må bevæge os i retning af noget mere sandt, autentisk og vores helt tydelige JA eller NEJ. Den viser os præcist hvad vi vil være med til og hvorfor. Sandheden er grim. Men jeg har heldigvis et fantastisk forhold til sandheden. Derfor pakker jeg den ikke selv ind.
Derfor handler 2026 for mig ikke om at presse mig fremad.
Ikke om at accelerere.
Ikke om at blive mere.
Det handler om at justere mig selv, så jeg ikke mister retning, når den indre og ydre verden skifter. Om at stå så præcist i mig selv, at jeg kan bevæge mig med livet – uden at blive revet væk fra det, der er sandt for mig. For retning er ikke altid noget, man kan se eller få øje på. Nogle gange er det kun noget, man kan mærke. Og nogle gange kræver det dyb stilhed for at forstå hvad den handler om. Det kræver at en følelse kan blive bevidstgjort, så der kan sættes ord på.
Jeg vælger at lade mit indre vise mig min vej.
Ikke som en plan. Men som en levende bevægelse.
Som en weathervane i vinden.
Rigtig godt nyt år..
– Katharina Areewong <3